Lyt til artiklen

Alberte på syv år sidder på skødet af sin mor Britt Jonassen i stuen i familiens rækkehus i Bjerringbro.

Hun sidder i en sort trøje med sølvfarvet mønster, der ligner en kat. Den er købt i  genbrugsbutikken 'Børneloppen' for 20 kroner.

»Du har fortalt mig, at hvis ikke vi fandt nogen penge til at købe julegaver, hvad var det så, vi måtte?« spørger moren sin datter.

Alberte kigger tre sekunder på sin mor og svarer:

Her ses famlien Jonassen i deres stue i rækkehuset i Bjerringbro. Fra venstre ses faren Allan på 42 år, Josefine på fire år, moren Britt på 42 år og Alberte på syv år. Foto: Rasmus Laurvig/ Byrd
Her ses famlien Jonassen i deres stue i rækkehuset i Bjerringbro. Fra venstre ses faren Allan på 42 år, Josefine på fire år, moren Britt på 42 år og Alberte på syv år. Foto: Rasmus Laurvig/ Byrd
Vis mere

»Så må vi bruge mine penge.«

Moren ser på sin datter og krammer om hende.

»Men det har vi, det skal vi nok sørge for,« siger hun.

Ligesom rigtig mange andre danskere har familien Jonassen på fire ellers ikke meget at smile ad, når det kommer til at finde penge her i julemåneden.

Både Røde Kors og Mødrehjælpen har i år oplevet en rekord i ansøgningerne om julehjælp, og der er frygt for, om alle vil kunne få den nødvendige hjælp.

»Vi går meget efter tilbud, tilbud og tilbud. Vi køber ind og fylder fryseren, når der er gode priser,« siger faren Allan Jonassen, der også er 42 år.

Britt Jonassen åbner fryseren for at vise, hvordan fryseren nederst i køleskabet er godt proppet med blandt andet pakker med spegepølse og smør, der er købt på tilbud.

Og på samme måde skal familien spare på maden juleaften.

Her viser Britt Jonassen, hvordan der kan fryses madvarer som spegepølse og smør ned i fryseren, når de er købt på tilbud. Foto: Rasmus Laurvig/Byrd
Her viser Britt Jonassen, hvordan der kan fryses madvarer som spegepølse og smør ned i fryseren, når de er købt på tilbud. Foto: Rasmus Laurvig/Byrd
Vis mere

»Vi kigger meget på de tilbud, der er. Vi har fundet andebryst til 35 kroner, og så har vi fundet en spand med rødkål for seks kroner. Så det gælder om at holde lidt øje med priserne,« siger hun.

I forhold til julegaver, så er det kun Alberte og lillesøsteren Josefine på fire år, der får.

Familien køber en del genbrugstøj, da der er mange penge at spare.

I stedet for at købe noget genbrugt i gave ser det ud til, de to døtre får en fælles gave i år, der ikke er genbrug.

»Jeg går meget ind for, at vi køber tøj og ting som genbrug. Der er rigtig meget at spare ved at købe tingene brugt,« siger Britt Jonassen og tilføjer:

»I år får børnene en fælles gave, jeg kan se ligger til 299 kroner. Så hvis ikke jeg finder den ting som brugt, så køber jeg den.«

Hverken Allan eller Britt Jonassen vil give hinanden julegaver.

»Vi gør det på den måde, at børnene laver nogle ting til os, eller vi bruger nogle af de ting, de allerede har lavet i skolen eller andre steder. Så på den måde får vi alle sammen julegaver, uden det koster så meget,« siger Britt Jonassen.

Resten af familiens råd til at spare penge kan ses i bunden af artiklen.

Lad os se på deres økonomi.

Allan Jonassen har før arbejdet som salgsassistent, men han har skiftet branche, så han nu har fået førerbevis som buschauffør.

Han er dog ikke startet som fastansat chauffør endnu, så lige nu giver det cirka 12.000 kroner udbetalt efter skat i dagpenge.

Pædagogen Britt Jonassen har i længere tid været på sygedagpenge efter en depression, hvilket betyder, at omkring 11.500 kroner går ind på kontoen.

Hun er dog ved at være klar til igen at arbejde.

Familien er med rundt regnet 23.500 kroner udbetalt ikke helt på spanden, men med rækkehus og bil har familien på fire ikke mange penge tilbage at leve for, når de faste udgifter er betalt.

I har jo søgt om julehjælp ligesom rekordmange andre har. Hvor stor betydning vil julehjælpen have for jer, hvis I får den?

»Vi fik julehjælp sidste år også, og det betød, at vi ikke behøver vende hver en 25 øre. Det betyder, vi kan have tanke på fællesskabet i stedet for at tænke så meget på, hvordan pengene løber rundt i næste uge,« siger Britt Jonassen.

Der har aldrig før været så mange ansøgere om julehjælp som i år. Behøver I reelt have julehjælp, når I kan klare det ved at spare på pengene?

»Det er også sådan, at min tvivl siger, at hvis der er nogen familier, der er værre stillet, end vi er, så må hjælpen jo gå til dem. Det er bare et plaster på såret for os,« siger hun.

Britt Jonassen slår da også fast, at de har overvejet at tage næste skridt for at spare endnu mere på de faste udgifter.

»Vi har ikke cuttet vores telefon endnu, og vi er også blevet anbefalet at sælge vores hus, så vi kan leje noget, som vores indkomster mere passer til nu,« siger hun og slutter:

»Men vi får det til at lykkes endnu.«