44-årige Claus Iversen bor i hjertet af den billedskønne by Christiansfeld ved Kolding, som er på Unescos verdensarvsliste.

Men nu har han fået nok og flytter fra byen – af én bestemt årsag.

Turisternes opførsel. De danske turisters opførsel, vel at mærke.

»Antalsmæssigt med mennesker er det måske ikke så slemt, men det er, som om at folk er mere ligeglade. Hensyn og pli er en mangelvare. Vi skal alle sammen være her, men de, der bor i byen, må også gerne være der, og her føler jeg mig som en andenrangsborger,« siger Claus Iversen til Jydske Vestkysten.

I denne usædvanlige coronasommer har der været stort fokus på, hvordan vi danskere opfører os i vores eget land, som langt flere af os er blevet i end normalt på grund af viruspandemien. Rekordmange har klaget over larm, og lokale er utilfredse med, at festende unge efterlader sig en svinesti. Mange er også utilfredse med lange ventetider og serviceniveauet ved de danske turistattraktioner.

Over for JydskeVestkysten fortæller Claus Iversen for sin del, at danske turister har indtaget Christiansfeld som aldrig før og gjort livet for de lokale noget nær uudholdeligt.

Er du som lokal generet af danske turisters opførsel? Så hører vi gerne fra dig. Tip os her på 1929@bt.dk.

Han oplever, at turisterne blæser på parkeringsforbud, indtager de små, brostensbelagte gader, som var de gågader, og ikke giver plads til de lokale, når de kommer i bil. Flere gange har han også oplevet, at hans opgang er blevet benyttet som shelter af turisterne, når det regner – selv om det er privat område.

De tyske turister – derimod – udviser ifølge Claus Iversen langt større forståelse for, at der også skal være plads til de lokale.

Rundt om i landet har de mange danske turister og regeringens tiltag for at få gang i økonomien efter coronanedlukningen ført til utilsigtede gener for de lokale.

Eksempelvis er der så meget run på færgerne, som er gratis i juli, at de lokale har svært ved at få plads, når de eksempelvis skal pendle til og fra arbejde.

Claus Iversen har fået nok af at føle sig som andenrangsborger i sin egen by og vil nu flytte fra Christiansfeld.