Alt for mange mennesker ved Egeskov Slot på Fyn, for lange køer til dyrene i Knuthenborg Safaripark og dårlig pizza på Dyrehavsbakken.

Højsommeren har været rig på dårlige anmeldelser og kritik fra danskere, som holder ferie hjemme og er turister i eget land.

I år har mange erstattet de sydlige himmelstrøg med oplevelser i danske forlystelsesparker og ophold i populære sommerhusområder landet rundt, men det er ikke alle, som har været lige tilfredse.

Den anderledes situation denne sommer har sat ekstra tryk på attraktionerne i Danmark, og selv om mange roser stederne for deres indsats, så fylder kritikken fra utilfredse gæster også i billedet.

'For meget larm og støj... høj musik i alle forlystelser, elendig pizza og uengageret personale,' skriver en dansk kvinde om sin oplevelse på Bakken.

Parkeringsforholdene har heller ikke været tilfredsstillende omkring Zoologisk Have i København for en anden gæst, mens overfyldte skraldespande i Knuthenborg Safaripark udløste en dårlig anmeldelse fra en tredje. Færgen til Bornholm får ris for at være forsinket, og en kunde hos en isbutik på Rømø gav stedet en omgang med grovfilen på Facebook, fordi isvaflen var knækket.

Der kan være flere forklaringer på, at mange danskere vælger at lufte deres utilfredshed med store og små problemer hen over den travleste periode i sommeren.

Ét bud er, at vi i Danmark generelt er vant til et højt serviceniveau og ikke vil gå på kompromis, når vi ferierer i eget land.

»Mange danske turister er forkælede og mere kritiske,« siger Pelle Guldborg Hansen, der er adfærdsforsker ved Roskilde Universitet.

»De er vant til at bo på store all inclusive hoteller og at bruge mange penge på gode oplevelser. Vi danskere er vant til et højt niveau.«

Noget helt andet er, at Rom i Italien ikke kan sammenlignes med Randers i Danmark.

For ifølge Pelle Guldborg Hansen vil man som oftest være mere tålmodig og overbærende på en dyrt betalt tur sydpå, hvor man ikke kan få pengene retur.

De mere glamourøse omgivelser hjælper også med at kaste stjernestøv over tilværelsen, så dårlige oplevelser affærdiges som ligegyldige petitesser.

»Er kaffen kold, mens man er på ferie i Rom, så går det nok for de fleste, hvorimod en kold kaffe i Randers kan være sværere at sluge,« forklarer han.

Det er nemmere for en ferie i udlandet at indfri ens forventninger, og danske forlystelsesparker vil aldrig kunne sammenlignes med Disneyland i Paris, påpeger Pelle Guldborg Hansen.

Samtidig er situationen i Danmark i år også en helt anden sammenlignet med tidligere sommerferier.

Det fortalte direktøren for Egeskov Slot, Henrik Neelmeyer, tidligere til B.T. i forbindelse med kritik af, at der var blevet lukket alt for mange mennesker ind på samme tid.

»De danske turister opfører sig meget anderledes end dem, vi er vant til. Danskerne kommer også på andre tidspunkter, så selv om vi har meget plads, har vi måttet justere hele tiden. Det er ret uforudsigeligt,« forklarer han.

Samtidig gør de gældende regler og tiltag i forbindelse med coronavirus, at lange køer og ventetid ved mange attraktioner er svære at undgå.

I både København Zoo og Knuthenborg Safaripark er man bekendt med det større pres af gæster hen over sommeren.

Sidstnævnte har senest indført en begrænsning på antallet af gæster i parken, mens den zoolgiske have har ekstra mandskab til at guide gæsterne og afhjælpe kødannelserne.