Efter at Den Kongelige Køkkenhave for nylig er åbnet i Gråsten, har beboerne på den nærliggende villavej Gl. Aabenraavej oplevet flere problemer, da der er mange turister i byen.

Hverdagen er pludseligt plaget af blokerede udkørsler, mangel på plads og ødelagte fortove.

»Min største frygt var, at der ikke kunne komme en ambulance forbi de mange parkerede biler, da vejen er smal. De fleste af os, der bor her, er over 70 år, og nogle er over 90, så det sker jævnligt, at der kommer en ambulance,« siger Frank Olinsson, der bor på vejen.

En anden stor konsekvens, som Frank og de andre beboere på villavejen har oplevet, er, at de ikke har kunnet komme ud med deres biler.

»Man må ikke holde foran en indkørsel. Men vores vej er så smal, at når der holder en bil på den anden side af vejen og på begge sider af indkørslen, så kan vi ikke komme ud med bilen. Så vi har flere gange måttet vente med at handle, til turisterne skulle videre,« fortæller Frank Olinsson.

Frank er lige blevet opereret, og han er i gang med at restituere ved at gå ture med sin rollator.

Men selv det at gå en tur blev et problem for Frank grundet de mange turister.

»Turisterne holdt oppe på vores fortov, og det har været med til at ødelægge fliserne. Derfor må jeg gå ude på vejen, da jeg ikke kan komme rundt med min rollator på de ødelagte fliser.«

Frank Olinsson gør det dog klart, at han overordnet er glad for, at der kommer så mange turister til byen, men han ønsker sig bare, at nogle af dem udviser lidt mere hensyn til borgerne.

Nu har kommunen dog lavet en midlertidig løsning på problemet.

De har sat midlertidige skilte med parkeringsforbud op på Gl. Aabenraavej, og det har hjulpet meget.

»De kom og satte skiltene op onsdag aften, og allerede i dag (torsdag, red.) er der ikke nogen biler. Nu håber vi bare på, at det bliver en permanent løsning,« siger Frank Olinsson.

Han mener, at løsningen på problemet skal findes ved, at kommunen prøver at finde muligheder for at lave flere parkeringspladser.