En 50-årig mand fra Østrig må have haft røde ører, da han forlod et museum i det nordlige Italien.

Han ville nemlig tage en selfie, mens han slængede sig hen over en statue. Det kunne skulpturen dog ikke bære, skriver CNN.

Man kan se på offentliggjorte overvågningsbilleder, hvordan manden brækker tre tæer af statuen, der forestiller Napoleons søster Paolina Bonaparte og er lavet af skulptøren Antonio Canova.

Det var via overvågningsvideoen og oplysninger, som museet henter ind på alle deres besøgende i disse coronatider, at man fandt frem til den midaldrende selfie-tager.

Her ses de skader, som den østrigske turist efterlod på statuen 31. juli.
Her ses de skader, som den østrigske turist efterlod på statuen 31. juli. Foto: CARABINIERI TREVISO
Vis mere

Han havde besøgt museet Gipsoteca Museum, som ligger i den norditalienske by Possagno 31. juli, hvor ulykken fandt sted.

Som alle andre besøgende havde han givet navn og adresse, da han kom. Det er en foranstaltning museet har sat i værk, så man i tilfælde af et coronaudbrud kan opspore de rettet personer.

Da politiet ringede og spurgte til sagen, var det konen, der svarede telefonen, og i tårer indrømmede hun, at det var hendes mand, som havde brækket tæerne af statuen.

Folk, der holder meget af den berømte skulptør Antonio Canova, som levede fra 1757-1822, er ikke tilfredse med sagen.

Eksempelvis skrev Vittorio Sgarbi, formand for Antionio Canova-foreningen, at manden 'ikke må forblive ustraffet og returnere til sit hjemland. At efterlade et ar på en Canova er utilgiveligt.'