Interessen for de danske turistattraktioner er i disse dage så stor, at flere gæster må gå forgæves.

Det beretter blandt andre Nordsøen Oceanarium i Hirtshals, der i øjeblikket har langt flere besøgende end vanligt, men samtidig må lukke langt færre ind ad gangen grundet corona-restriktionerne.

Derfor har oceariet seks dage denne sommer måttet lukke for salg af billetter, som ikke er blevet bestilt på forhånd, skriver TV 2 Nord.

Mens mange danskere har valgt at holde sommerferie inden for landets grænser under den aktuelle corona-pandemi, har regeringen som et led i sin hjælpepakke halveret prisen på entré til en række kulturinstitutioner. Ifølge direktør i Nordsøen Oceanarium har det betydet, at der har været 30 procent flere besøgende i juli sammenlignet med sidste år.

Også på Museum for Papirkunst i Hune oplever de, at det dårlige vejr og de lave billetpriser giver mange kunder i butikken.

»Der er fuld speed, fra man kommer om morgenen, og indtil vi næsten skal skubbe folk ud igen. Det er jo positivt,« siger museumsassistent Malene Koch til TV 2 Nord.

Alligevel forventer blandt andre Destination Nordvestkysten, der er turismesammenslutningen af fem kommuner i Nordvestjylland, at landsdelens turismeerhvervs regnskab blot går i nul, hvis ikke man endda taber fem procent i forhold til tidligere år.

Det skyldes, at man stadig har en del at indhente fra nedlukningen i foråret, ligesom man forventer lave indtægter i efteråret, lyder det fra direktøren.

På Vikingeskibsmuseet i Roskilde er der god plads, så folk er meget velkomne til at komme på besøg, lyder meldingen.
På Vikingeskibsmuseet i Roskilde er der god plads, så folk er meget velkomne til at komme på besøg, lyder meldingen. Foto: Fotograf: Werner Karrasch/Vikingeskibsmuseet i Roskilde
Vis mere

De to nordjyske attraktioner er ikke de eneste, der må afvise folk i døren.

Tidligere har B.T. talt med Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, der især på regnvejrsdage har måttet afvise folk, og som har sendt ansatte ud på gaden med nogle af museets dyr, så de mange gæster, der tålmodigt har ventet i kø på parkeringspladsen, er blevet underholdt.

Også i Kattegatcentret har man måttet afvise gæster, der ikke har købt billet på forhånd, mens Sønderborg Slot har opfordret de besøgende til at udskyde besøget en uge.

Omvendt har en række museer også oplevet færre gæster, fordi de normalt appellerer til et udenlandsk publikum, som ikke er kommet til Danmark i år.

Blandt andre Vikingeskibsmuseet i Roskilde, der normalt har omkring 20 procent amerikanske turister, oplyser museet til B.T.

»Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi ikke får vores pengekasse fyldt op, som vi havde håbet. Vi regner jo også med, at vi vil være påvirket næste år, fordi de amerikanske turister nok ikke er tilbage i samme grad,« lyder det fra Rikke Johansen, teamleder for kommunikation, markedsføring og salg.

»Til gengæld oplever vi nye ting, nu hvor der er færre gæster. Der opstår ny dialog mellem gæster og ansatte, fordi der er tid til at snakke længere tid om de ting, gæsterne oplever.«