Søndag morgen var Laura Schrøder trukket i løbetøjet for at tage sig en tur langs med kanalen på Islands Brygge i København. Men da hun kom derned, fik hun et chok.

Der var propfyldt med skrald.

»Der var skrald overalt, og skraldespandene var fyldt helt op,« siger hun, da B.T. taler med hende en times tid efter løbeturen.

Særligt de mange glasskår fra de mange glasflasker, som var blevet efterladt, bekymrer hende. Der er nemlig en del, der lufter deres hund i området.

Laura Schrøder har delt sin oplevelse med skrald på Islands Brygge på sin Instagram 'laulaubaubau'.
Laura Schrøder har delt sin oplevelse med skrald på Islands Brygge på sin Instagram 'laulaubaubau'. Foto: @laulaubaubau / Instragram
Vis mere

Er du også plaget af skrald eller støj på Islands Brygge eller andre steder i landet, så skriv til os på 1929@bt.dk

»Jeg talte med nogle, der fortalte mig, at de ikke ville lufte deres hund der, før det var ryddet helt op. Det er jo farligt, hvis man træder i sådan et glasskår,« siger 31-årige Laura Schrøder.

Det samme gælder for de badende gæster og beboere, der hele sommeren bruger området, uddyber hun.

Hun bor selv et stenkast fra kanalen.

»Samtidig er det bare så trist, at folk ikke tænker over, at det også ryger ud i vandet. Det påvirker både beboere, dyr, samfundet og klimaet.«

Islands Brygges græsarealer ved kanalen var fyldt med skrald søndag morgen.
Islands Brygges græsarealer ved kanalen var fyldt med skrald søndag morgen. Foto: @laulaubaubau / Instragram
Vis mere

Hun forklarer, at det også så sådan ud lørdag, da hun var forbi.

»Os, der bor her, gik og samlede ind i nogle poser i går. I dag er der lige så slemt igen,« siger hun.

31-årige Oliver Saylor bor i den anden ende af kanalen langs Islands Brygge, og han er helt enig med Laura Schrøder i, at mængden af skrald har taget overhånd.

»Hver morgen sidder vi og kigger ud på alt det skrald, der er efterladt i løbet af natten. Det er så ærgerligt,« siger han.

Oliver Saylor bor sammen med sin kæreste på Islands Brygge, og de er begge godt trætte af skrald.
Oliver Saylor bor sammen med sin kæreste på Islands Brygge, og de er begge godt trætte af skrald. Foto: Privatfoto
Vis mere

Han fortæller også, at han – ligesom Laura Schrøder – særligt har lagt mærke til de mange glasskår, der ligger overalt.

»Vi har selv hund, og den holder vi langt væk fra området,« siger han.

Hos Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune oplyser man, at der er blevet fjernet skrald både lørdag og søndag på de arealer, der er ejet af kommunen. En stor del af arealerne er nemlig ejet af Grundejerforeningen Havnestad.

Sådan så der ud på Islands Brygge søndag morgen.
Sådan så der ud på Islands Brygge søndag morgen. Foto: @laulaubaubau / Instragram
Vis mere

Det er også foreningen, som ejer de skraldespande, der står i det område.

Derfor har kommunen hverken tømt dem eller indsamlet affald på de privatejede arealer.

Det har ikke været muligt for B.T. at komme i kontakt med en talsperson fra foreningen.