Lørdag stod Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær, og flere erhvervdrivende klar til at modtage hundredvis af svenske turister med kaffe, wienerbrød og flag. De havde om nogen set frem til den længe ventede grænseåbning for sydsvenskerne.

Men helt så lykkeligt blev det ikke. Størstedelen af svenskerne, der ankom med færgen fra Helsingborg i Sverige, blev nemlig ikke lukket ind i Danmark, men derimod sendt hjem igen. Det skyldes, at de ikke levede op til kravene for at indtræde Danmark. Herunder et anerkendelsesværdigt formål eller en negativ corona-test. Det skriver TV2 Lorry.

Krav, der ifølge Benedikte Kiær, har været enorm forvirring og uklarhed omkring.

»Det har været et meget uskønt forløb. Der har været forvirring omkring retningslinjerne, som har været uklare. Det er meget frustrerende. Svenskerne får af vide, at de må komme, men det kan ikke lade sig gøre i praksis,« siger Benedikte Kiær.

Det, Benedikte Kiær mener, ikke kan lade sig gøre i praksis, er kravet om den negative corona-test. For det første kan svenskerne nemlig ikke bare blive testet, som vi kan i Danmark. I Sverige skal man være syg for at blive testet.

Dog har regeringen åbnet op for muligheden for at svenskerne kan blive testet i Danmark, dog med et krav om selvisolation indtil svaret på testet ankommer.

»De fleste svenske turister er dagsturister, så det giver jo ikke mening for dem at skulle gå i isolation. Svenskere har sagt til os, at de lige så godt kunne blive hjemme. Jeg ved ikke, hvem der har fundet på de her regler, men det er i hvert fald ikke nogle, som kan udleves i den virkelige verden.«

Konsekvenser for Helsingør

Det er ikke bare ærgerligt for Helsingør, at Svenskerne fra Skåne, Halland og Blekinge ikke så nemt kan besøge Danmark alligevel. Faktisk får det alvorlige konsekvenser for byen.

For det første på grund af det økonomiske. Helsingør Kommune tjener årlige 800 millioner på udenlandske turister - over halvdelen af de penge lægger svenskerne.

Altså over 400 millioner.

»Det kommer selvfølgelig til at koste arbejdspladser. Når svenskerne kommer, ved de præcis, hvad de går efter. De kommer med færgen og går ud i byen og handler: Dansk rugbrød, ost ved ostehandleren og makrelsalat. Vores forretningsliv er indrettet efter det her. En café i byen har mistet 80 procent af dens omsætning.«

Dernæst frygter Benedikte Kiær for samarbejdet med svenskerne, som hun beskriver som historisk mellem de to parter.

»Man glemmer, at Helsingør også er et grænseland til Sverige. Vi har et tæt samarbejde med de svenskerne, som jeg nu er bekymret for. Det her kan ikke undgå at trække nogle spor, for svenskerne føler sig uvelkomne. Det er nærmest gruppemobning.«

Benedikte Kiær holder dog hovedet højt og håber, at smittetrykket i Sverige snart falder, så svenskerne uden problemer kan komme til Danmark.