Anmeldelser over larm og støj fra privatfester vælter ind. Beboere vil ikke længere finde sig i, at der bliver holdt udendørsfester konstant, bare fordi corona har sat nattelivet på pause.

Samtlige politikredse oplever en stigning af anmeldelser om 'musik som ulempe'. Det skriver TV 2.

Ifølge vicepolitidirektør fra Fyns Politi, Sten Sørensen, er der tale om en voldsom stigning, der er over fordoblet sammenlignet med sidste år.

Debbie Gyldenkrantz bor i København og har følt sig tvunget til at melde gadefest og larm til politiet:

»Der er enormt meget larm, råben og skrigen, og der bliver smidt rundt med løbehjul og flasker. Det er som at bo midt på Rådhuspladsen eller foran Orange Scene,« siger Debbie Gyldengrantz.

Alle anmeldelser er dog ikke blevet taget så godt imod fra de festglade mennesker.

Er du generet af støj og larm? Så hører vi gerne fra dig. Tip os her på 1929@bt.dk

Flere er blevet mødt med trusler fra de unge, festende mennesker. Det fortæller formanden for Østerbros Lokaludvalgt, Allan Marouf.

Han gør det klart, at beboelsesområder ikke er festivalområder, og at de unge, festglade mennesker bør tage klagerne til sig, og ikke true beboerne.

Beboerne i København føler dog ikke, politiet tager anmeldelserne seriøst. Derfor er mange beboere glade for, at kommunen i stedet har indsat støjvagter flere steder, der går i dialog med de unge for at sænke lydniveauet.