Lad os så få kortene på bordet, sundhedsminister Magnus Heunicke.

Ministeren kaldes nu i endnu et samråd på Christiansborg, efter en ny rapport har bekræftet, hvad en række meget syge personer har fortalt til B.T.:

At patienter med en helt anden sygdom end coronavirus har mærket konsekvenserne af, at regeringen stort set lukkede sundhedsvæsenet ned fra 11. marts.

»Det er en skændsel at se, hvordan regeringens håndtering af intensivpladser har betydet, at de meget syge patienter ikke er blevet behandlet,« siger Peter Skaarup, som er gruppeformand hos Dansk Folkeparti.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skal i endnu et samråd.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skal i endnu et samråd. Foto: Philip Davali
Vis mere

Eksempelvis har kræftpatienterne Dunja Fogelberg Hansen, Bjarne Schou, Anne Mette Christiansen og Anders Bonemann mærket konsekvenserne af de særlige coronarestriktioner, da de har fået forsinket deres behandlinger.

Også patienter med andre sygdomme end kræft er døde som direkte konsekvens af lægernes fokus på coronavirus.

B.T. har også fortalt, hvordan Poul Henning Hansen i marts sidste år ringede til vagtlægen med feber og nakkesmerter.

Men vagtlægen afviste at se ham på grund af coronarestriktionerne, og få dage efter afvisningen døde Poul Henning Hansen af akut meningitis.

»Jeg forstår godt, hvis de her patienter læser rapporten og bliver rasende, det bliver jeg i hvert fald,« siger Peter Skaarup.

I den nye rapport kommer det frem, at S-regeringen har et såkaldt 'forsigtighedsprincip', der skal forhindre coronasmitten i at eksplodere fuldstændig i Danmark.

»Vi kan ikke lade det her stå hen. Derfor vil Dansk Folkeparti indkalde sundhedsministeren i samråd om, hvordan regeringens såkaldte 'forsigtighedsprincip' har kostet mange syge mennesker måneder med unødvendige smerter,« siger Peter Skaarup.

Dette samråd kommer, efter de borgerlige partier sammen med SF har indkaldt Magnus Heunicke til et samråd om, hvorfor kræftsyge stik imod ministerens egne ord er ramt af coronarestriktionerne.