Østjyllands Politi har anholdt yderligere to mænd i sagen om knivstikkeriet i Viby – ud over de tre, der allerede er anholdt og sigtet i sagen.

En 19-årig blev tirsdag anholdt i Aarhus. Han er sigtet for at bortskaffe bevismateriale i forbindelse med drabssagen.

En 18-årig mand er blevet anholdt klokken 10.40 på politigården i Aarhus, hvor han selv henvendte sig efter aftale med politiet. Han er sigtet for i forening med flere andre at have planlagt røveriet mod den 18-årige Mads Arberg, som ifølge politiets opfattelse endte med drab.

»Det er vores vurdering, at gerningsmændene har planlagt at begå røveri mod den 18-årige, som de havde en forudgående aftale om at mødes med. Med de seneste to anholdelser og sigtelser lægger vi endnu et lag på vores opklaring af søndagens drab i Viby. Vi fortsætter vores intensive efterforskning, og vi har stadig en del arbejde foran os,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

Den 18-årige blev løsladt efter endt afhøring og sigtelse, da Anklagemyndigheden vurderede, at der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør. Det bliver lige nu vurderet, om der er juridisk grundlag for at fremstille den 19-årige i grundlovsforhør.

Østjyllands Politi meddeler, at der kan komme yderligere anholdelser ud over de fem, der allerede er sigtet. To blev anholdt kort efter drabet, en tredje tirsdag aften og nu atter to anholdte.

»Vi er i fuld gang med den videre efterforskning for at klarlægge, hvad der er sket før, under og efter drabet, og vi kan ikke afvise, at der kan komme yderligere anholdelser af personer, som kan have haft en rolle i forløbet,« fortæller politiinspektøren videre.

Onsdag erkendte én af de fem sigtede i Retten i Aarhus, at han stak den 18-årige Mads Arberg, og han erkender vold med døden til følge. Han forklarede, der var tale om nødværge. Han blev varetægtsfængslet frem til 25. november.

Han var dermed den tredje mand, der blev varetægtsfængslet i sagen. De to første anholdte nægtede sig begge skyldige i drabet.