Har du planlagt en dejlig omgang aftensmad med butter chicken købt i Bilka, Føtex eller Netto?
Så skal du måske lige tjekke beholderen en ekstra gang.
For Bodebjerg ApS tilbagekalder Salling Butter Chicken og Premieur Butter Chicken, efter virksomheden har konstateret, at der ved en fejl er fyldt mørbradgryde på nogle af glassene.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Fejlen, lavet af producent Bodebjerg ApS, kan være et stort problem, hvis man har specifikke allergener.
For mørbradgryden kan indeholde spor af sennepspulver, som ikke fremgår af produktets mærkning.
Forbrugere med allergi over for sennep kan derfor i værste tilfælde ende med at få en allergisk reaktion, hvis de spiser produktet.
Salling Butter Chicken, der kan indeholde mørbradgryde, er solgt i Bilka og Føtex i hele landet og har holdbarhedsdatoen 01.01.2022 og 04.01.2022.
Premieur Butter Chicken er solgt i Netto på Fyn og Sjælland og har holdbarhedsdatoen 01.01.2022 og 04.01.2022.
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at man kasserer produktet i stedet for.

