»Flere borgere oplever, at politiet ikke rykker ud. Eller at deres sager trækker i langdrag. Vi skal kunne have tillid til politi og retsvæsen. Alt andet er skræmmende«

Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen i sin åbningstale i Folketinget tirsdag middag.

B.T. har i mere end tre måneder afdækket den rekordlange ventetid, ofre for kriminalitet udsættes for hos politi og domstole.

En række borgere som Bente Strunge HermannMary Jane Williams, Silas Lund, Uffe Kurt Jensen, Sallie Nielsen, Steen Johannsen og Charlotte Andersen fra vidt forskellige steder i landet, har efter at have anmeldt kriminalitet oplevet to ting: Enten har politiet droppet deres anmeldelse eller også har de ventet meget lang tid på en dom.

I alle de nævnte sager har politiet nu enten genoptaget sagen eller erkendt, at de har begået fejl. Og det hele er sket, efter B.T. er gået ind i sagerne.

Mette Frederiksen stiller i sin tale spørgsmål om, hvad der er årsag til de store udfordringer hos politiet.

»Hvad er der sket? Nye opgaver er kommet til. Bandekriminalitet. Terror. Bombesprængninger. Grænsekontrol. Men er det hele forklaringen?«

»Eller har pseudoarbejdet også her fået lov til at tage tid fra det rigtige arbejde?,« spørger hun.

Samtidig kritiserer hun direkte politiets brug af ressourcer. Hun ønsker politi, der er mere nærværende for borgerne.

»I dag er der mere end 1.900 ansatte i Rigspolitiet. Det er mere end dobbelt så mange som i hele Fyns politi. Mange ansat centralt. I stedet for ude hos borgerne. Kan vi ikke finde en bedre balance?,« spørger hun i talen.

B.T. følger sagen.