Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
»Pludselig kom vicepolitiinspektøren og bankede på min dør. Han ville gerne fortælle, at der er ændret på arbejdsgangen, så politiet er bedre til at give information til ofre, der har anmeldt en forbrydelse.«
Sådan lyder det nu fra esbjergenseren Sallie Nielsen, der 10. juli fortalte B.T., at der var gået 423 dage, siden politiet optog rapport på hendes adresse, og at hun derefter intet havde hørt fra ordensmagten. Derfor følte hun sig både trådt på og dårligt behandlet.
Da B.T. konfronterede Syd- og Sønderjyllands Politi om Sallie Nielsens sag, meldte vicepolitinspektør Lars Bjerregaard ud, at politiet på tidspunktet for indbruddet havde en procedure, hvor politiet sendte forurettede en anmeldelseskvittering, og offeret kun blev kontaktet, hvis gerningsmanden blev pågrebet.
Da det ikke skete, henlagde politiet allerede hendes sag efter to dage på grund af manglende spor. Lars Bjerregaard erkendte, at den procedure ikke var så hensigtsmæssig, og at fremgangsmåden derfor blev ændret – og nu ville han rette henvendelse til Sallie Nielsen for at give en forklaring.
Han mødte derfor op hos Sallie Nielsen, kort tid efter B.T. havde talt med ham, hvilket bekræftes af Kaj Nielsen, der er politiinspektør hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
»Sagen blev jo ret hurtigt afsluttet fra politiets side, så i denne sag var det først og fremmest kommunikationen til anmelderen, vi nu bruger mere tid på at prioritere,« siger han.
Når vicepolitiinspektøren tog personligt ud til Sallie Nielsen, vil det så betyde, at I kan lære noget af denne sag i jeres politikreds?
»Hvis vi konstaterer, at borgere har haft en dårlig oplevelse med vores politibetjening, foretager vi en tryghedsopfølgning. Det er et forholdsvis nyt koncept. Det var det, vi brugte i dette tilfælde,« siger Kaj Nielsen.
Syd- og Sønderjyllands Politi er i øvrigt ikke ene om at øge fokus på at informere kriminalitetsramte borgere.
»Vi gør en stor indsats i politiet, men jeg vil også erkende, at vi skal blive bedre til at informere borgerne om, hvad der sker og gøres i deres sager, så de ikke bare tror, at vi har droppet at gøre mere. Jeg kan jo læse, at det er følelsen hos nogle af de personer, I har interviewet i B.T. Så vi vil helt sikkert øge informationen,« siger Anne Marie Roum Svendsen, der er direktør hos Nordjyllands Politi.