En af de – med anklagerens ord – mest alvorlige overgrebssager i dansk retshistorie fik onsdag sin foreløbige afslutning.
Det skete klokken 13.30, da den 29-årige Kevin Adrian Werner oprejst og iført sort fra top til tå fik sin dom ved Retten i Glostrup.
»Thi kendes for ret …« lød det fra retsformanden, der kort efter udtalte ordet »forvaring« og dermed placerede hooliganlederen i gruppen med Danmarks allerfarligste mennesker.
Det er nemlig dem, der bliver idømt den tidsubestemte straf. Dem, der ikke ved, hvornår de igen kan kalde sig frie. Hvis de da overhovedet kommer til det igen.
Senioranklager Morten Frederiksen var tilfreds, da den fremmødte presse efterfølgende mødte ham foran byretten på Vestegnen.
Tilfreds med, at domsmandsretten havde også havde fundet de rædsler, 15 unge mænd og en kvinde havde beskrevet, bevist.
51 forhold om vold, op mod 1300 overgreb, blufærdighedskrænkelser, trusler og afpresning var der beskrevet i anklageskriftet.
Og 51 forhold blev hooliganlederen kendt skyldig i. Omend i nogle tilfælde med nogle mildere paragraffer.

Men over en bred kam fandt domsmandsretten ham altså skyldig.
Skyldig i en med retsformandens ord »helt usædvanlig« sag om seksualforbrydelser.
Skyldig i igennem otte år at have udnyttet sin position i hooliganmiljøet og rolle som leder i Brøndbys Hårde Drenge til at forgribe sig på de unge mænd.
Skyldig i at have truet, manipuleret og intimideret de unge mænd til tavshed igennem årelange overgreb.
»Han overtog reelt kontrollen over deres liv og hverdag i nogle tilfælde,« lød det fra retsformanden, da han læste den 50 sider lange dom op.
Ordene skabte reaktioner på tilhørerrækkerne flere gange. Først, da to tatoverede mænd pludseligt rejste sig og roligt gik mod retssal 304s udgang, mens de råbte skældsord.
Anden gang, da en mand med ét udbrød »svin«. Han var så påvirket, at betjentene fysisk måtte hive ham ud. Bag ham fulgte en kvinde trop.
»Vi kommer efter dig,« lød det.
Udover pressen var det under halvdelen af de andre fremmødte, der rent faktisk fik lov til at komme ind i salen og overvære dommen i sagen, der har sendt utallige af Vestegnens politifolk på sikkerhedsarbejde i retten.

At den 29-årige Kevin Adrian Werner er en forhadt mand, hersker der ingen tvivl om.
Han er også selv bevidst om det og brugte det faktisk i sit forsvar, da han erklærede sig uskyldig i samtlige anklagepunkter.
Han var offer for et komplot, argumenterede ham. Et komplot udtænkt af Bandidos og andre fra hooliganmiljøet, der ville af med ham.
Den forklaring fandt domsmandsretten dog ganske utroværdig. Faktisk mente den, at forklaringen var skabt til lejligheden:
»Forklaringen i sig selv forekommer ekstremt usandsynlig,« lød det i afgørelsen, der konstaterede, hvordan det var vanskeligt at forestille sig, hvordan komplottet overhovedet skulle være udført.
Modsat havde domsmandsretten fundet erklæringerne fra den psykolog, der har holdt samtaler med de unge mænd, meget troværdige.
Igen og igen lyder det i dem, at de unge mænd lider. At de udviser tegn på ptsd, angst og depression. At flere dem har gjort sig tanker om døden. Om, hvorvidt de nogensinde får et godt liv igen.
Det er en sag med mange følelser, konstaterede senioranklager Morten Frederiksen da også på første retsdag.
Og han gjorde det igen efter domsafsigelsen. Men han understregede også, at man ikke dømmer på følelser. Man dømmer på fakta.
For ham og retten er fakta, at det er en særdeles alvorlig sag. En sag med et tårnhøjt antal ofre, der har følt sig kuet.
»For mig at se er der ikke én hovedperson. Der er 16 hovedpersoner. Nemlig alle de her drenge og den ene kvinde, der har været udsat for overgreb,« sagde han til pressen efterfølgende.
Her understregede han igen, at han var tilfreds med forvaringsdommen, som han på baggrund af Retslægerådets anbefaling havde anbefalet.

Den garvede senioranklager erkendte, at han sjældent havde set en mentalundersøgelse med så klar en konklusion. En så klar beskrivelse af et farligt menneske med både psykopatiske og narcissistiske træk.
Kevin Adrian Werner mener selv, han et rart og hjælpsom menneske. Et ikke voldeligt menneske. Et uskyldigt menneske. Og det fastholder han.
Derfor ankede han og hans forsvarer også på stedet. Han vil frifindes i landsretten.
Eller i hvert fald have en mildere dom.

