Argh, Norge!

De gjorde det igen. Nappede guldet for øjnene af danskerne.

B.T.s håndboldkommentar Johnny Wojciech Kokborg siger et tvunget undskyld til Norge og river sig i håret over det finalenederlag.

Her følger dommen:

.. over, at Danmark smider det EM-guld! For pokker, de var så tæt på. Jeg følte oprigtigt, at fortidens spøgelser var vasket væk med den semifinalesejr over Montenegro.

Det seneste årtis nedture var glemt. Det troede jeg faktisk.

Men den lille ånd i lampen stak sit grimme ansigt frem i de afgørende minutter. Landsholdet skal have pengene tilbage for den eksorcisme, der skulle have drevet de sidste ånder fra fortiden væk. For det var en nedsmeltning, vi var vidne til.

Norge førte for første gang i kampen ved stillingen 24-23 dybt inde i anden halvleg.

Danmark knækkede. De havde EM-guldet mellem hænderne. Norge har stået i et utal af finaler før, og selvfølgelig spillede det ind.

Jeg synes, Jesper Jensen i lange perioder rammer landskampen lige i r*ven. Den første halvleg var forrygende. De var flyvende.

Skulle han have skiftet Toft ud, da hun ikke fik de helt rigtige redninger? Skulle han have droppet syv-mod-seks-spillet?

Jeg synes, han tog de rigtige chancer. Danmarks lod er at bruge hele holdet og få spillet bænken varm. Danmark kan ikke spille smalt, det holder ikke i længden.

Det gjorde dette så heller ikke, siger du måske kære læser, og det kan du have ret i.

Men nogle gange kan man bare ikke holde individuel kvalitet nede.

Skuffelsen er enorm lige nu. Jeg kan sjældent forestille mig en mere smertefuld måde at smide et EM-guld på.

Men når alle lige har sundet sig og trukket luft ind, så fortjener det danske landshold al ære og kredit for den her slutrunde.

Det var den første finale i 18 år, og jeg står fast på, det er en historisk milepæl. Jeg tror stadig, sølvmedaljerne kan rykke noget i dansk kvindehåndbold.

Det gør ondt at smide guldet på den måde, selvfølgelig gør det dét, og derfor tænker du måske, jeg er helt på månen, når jeg nævner VM på hjemmebane om et år.

Slutrunden spilles på i fæstningen Herning. Det kender vi som en vanvittig kulisse med rød/hvide farver og Volbeat på højttaleren.

Måske skal jeg æde mine ord. Men jeg tror, at Danmark også står i en finale til den tid.

Ja, ja, Norge, jeg har ikke glemt jer. Jeg må lægge mig fladt ned. Danmark havde jer i sækken. Den var næsten bundet, inden Nora Mørk stak hånden op og bar jer til succes. Klasse fornægter sig bare ikke.

Der er en grund til, I har vundet så mange finaler. I ejer kvindehåndbolden på topniveau.

I bed jer på som hajen i 'Jaws'. Problemet for danskerne var bare, de ikke havde en større båd. Det anerkender jeg.

Når det så er sagt, synes jeg stadig, I er irriterende. Irriterende gode.

Den følelse slipper jeg nok ikke foreløbig.

Men husk glimtet i øjet, for I er jo gode nok. Så her får I den for første og sidste gang:

Undskyld, Norge. I var bare bedre.