Bænket og kritiseret – men Emil Jakobsen vil kun svare tilbage på banen.
Emil Jakobsen havde vadet i succes i flere sæsoner – og han blev spået til at være en kommende 'verdens bedste venstrefløj', da han i sommer skiftede GOG ud med den tyske superklub Flensburg-Handewitt.
Men så ramte modgangen – som et Mikkel Hansen-hug lige i smasken. I Tyskland har han været klart andetvalg bag svenske Hampus Wanne, og den manglende spilletid fik den tidligere landsholdskæmpe Joachim Boldsen til at kritisere landstræneren voldsomt for fortsat at udtage Emil Jakobsen.
»Du kan ikke bare tage en mand med for at sige 'nå, men det er synd, at han sidder på bænken. Han skal have noget kamptræning her'. Nej, nej, så pisser man på de andre,« lød det blandt andet fra Boldsen i TV3-studiet.

Og den kommentar nåede også ned til Emil Jakobsen i Flensborg.
»Jeg fik det at vide via bekendte, for jeg læser ikke så meget selv. Han må da gerne have en holdning, det er hans arbejde, han er ekspert. Det er, hvad han mener. Der er måske andre, der mener noget andet. Jeg er i hvert fald tilfreds, så må han sige, hvad han har lyst til,« fortæller Emil Jakobsen fra landsholdsbasen på Amager.
Nikolaj Jacobsen var selv stærkt utilfreds med Boldsen-kritikken, og han tøvede da heller ikke med at udtage Emil Jakobsen til først Golden League og siden til EM-truppen. Den tillid har den fynske fløjraket kvitteret for med flere stærke præstationer.
»Det har været mega beroligende, at han har vist mig den tillid. Det trives man bedst under. Jeg var virkelig glad for, han tog mig med til Golden League, og taknemmelig for det. Det var rart at vise, jeg stadig kan spille lidt håndbold. Det er måske den bedste måde at svare tilbage på.«

Og selvom det har været et hårdt første halvår i Flensborg, så vurderer Emil Jakobsen, at han i dag er stærkere end nogensinde. På flere planer.
»Der har været fart på. Det er en mere moden Emil, der kommer til slutrunden, synes jeg. Jeg har fået mere erfaring og har lært at stå på egne ben i Flensborg. Mine forældre boede tæt på i Odense, så jeg var tit hjemme og spise. Jeg er blevet lidt mere voksen, lidt mere moden.
»Jeg er rigtig glad for mit skifte. Det er fint, at eksperter snakker om det, men jeg er super tilfreds med det skridt, jeg har taget. Så må folk sige det, de har lyst til. Jeg får god træning hver dag. Det kan godt være, jeg ikke får så meget spilletid, men det er en proces, jeg er i gang med,« lyder det fra den 23-årige Kerteminde-knægt.
Emil Jakobsens og Danmarks jagt på EM-guld skydes i gang på torsdag mod Montenegro i ungarske Debrechen.