En håndboldlegende, et reality-program, en ko og n-ordet.

Det er ingredienserne i en speget affære, som er endt i en shitstorm for Kjersti Grini, Norges svar på Anja Andersen.

Den 50-årige tidligere mangeårige håndboldstjerne og forhenværende Ikast-Bording-profil medvirker i realityprogrammet 'Farmen Kjendis' på norsk tv. Her kalder hun en brun ko med et karakteristisk sort ansigt for en 'neger-ko'.

Det støder flere af Grinis meddeltagere i tv-programmet, og det er blevet til en sag i norske medier. Men Grini selv forsvarer sig og holder fast i, at hun ingen racistisk hensigt havde med kommentaren. Det skriver Dagbladet.

Kjersti Grini, eks håndboldspiller og træner. Hun spiller nu poker og nyder livet i Danmark.
Kjersti Grini, eks håndboldspiller og træner. Hun spiller nu poker og nyder livet i Danmark. Ernst van Norde

»Jeg er slet ikke racist. Jeg er bare et resultat af den tid, jeg er vokset op i,« siger Grini, som betegnes som den største kvindelige håndboldspiller i Norge gennem tiden.

Da kommentaren flyver ud af munden på Grini i en scene, hvor deltagerne skal slippe nogle køer løs på en mark, bliver en af meddeltagerne, influenceren Øyunn Krogh, så chokeret, at hun bryder sammen i gråd.

»Der blev brugt en jargon, som var lidt provokerende. Der opstod flere situationer, selvom jeg havde sagt fra flere gange,« siger Øyunn Krogh til Dagbladet.

Kjersti Grini siger, at hun i første omgang mente, at der var tale om krænkelseshysteri fra hendes meddeltageres side.

Men hun er siden blevet klogere, fortæller hun.

»Jeg har ikke været vågen om natten. Men da jeg kom hjem, fandt jeg ud af, hvor svært det var for min 13-årige datter. Det var først der, at det gik op for mig, hvor stødende det ord kan være for unge mennesker,« siger Grini, som fortæller, at hun ikke længere vil bruge det forhadte ord.