Fodboldspilleren Nicklas Bendtner blev natten til søndag anmeldt for vold mod en taxichauffør, som søndag middag lå på operationsbordet med en brækket kæbe, oplyser taxiselskabet DanTaxi til B.T.

Den 30-årige angribers agent har ikke ønsket at kommentere episoden, ligesom hans norske klub, Rosenborg BK, forholder sig tavs.

Voldsepisoden kommer blot et halvt år efter, at Nicklas Bendtner i et stort interview med Euroman proklamerede, at hans vilde og sløsede livsstil var en saga blot.

»Nu siger den livsstil mig ingenting, og derfor kan jeg også sidde og tænke tilbage og ... swoooosh,« fortalte han til magasinet i marts om sin manglende disciplin i fodboldklubben og tilføjede:.

»Jeg elsker stadig en god bytur, og det vil jeg stadig gøre, når jeg rammer de 50. Det skal bare ikke være, når jeg samtidig vil præstere noget eller har min søn på besøg. Det dér enorme fear of missing out-gen, det har jeg simpelthen ikke i mig mere. På et tidspunkt blev jeg bare træt af rutinen med at gå i byen, score en dame og stå sent op.«

Og der er også masser at være træt af. Bendtners branderter har nemlig ofte udviklet sig til regulære skandaler. Her er 5 af de største:

Bukseløs i blitzlys

I maj 2009 efter et stort 3-1-nederlag endte Nicklas Bendtner på den fashionable natklub Boujis i London, hvor han angiveligt blev så fuld, at hans bukser røg ned om anklerne på ham. Det resulterede i, at han blev ført væk og ud på gaden, hvor et stort antal engelske fotografer stod klar til at forevige episoden på de britiske avisforsider. Ifølge Bendtner var der dog tale om en paparazzifælde:

»Selvfølgelig vakler jeg aldrig nogensinde rundt med bukserne nede - hvordan skulle jeg dog komme til det? Der var én, der rev bukserne af mig, netop som jeg trådte ud på gaden, og så stod der 10-15 forskellige fotografer klar til at tage billedet, som om de bare ventede på den situation. Der var klart noget aftalt griseri med i den fælde - jeg skulle bare ned med nakken,« sagde Nicklas Bendtner dengang til B.T.

Han modtog en bøde på to ugers løn af sin Arsenal-manager.

Knaldet for spritkørsel

I marts 2013 blev Nicklas Bendtner stoppet af politiet, da han kørte mod færdselsretningen på Gammel Strand i København. Her viste det sig, at fodboldspilleren havde sat sig bag rattet med en promille på 1,75.

»Nicklas er ekstremt ked af det. Han har tømmermænd nu - ikke så meget fysisk, men psykisk. Han er ekstremt ked af det, men Nicklas troede, at han var under promillegrænsen,« fortalte hans rådgiver Jesper Lynghus til B.T.

I byretten endte han med en bøde på 842.222 kroner og en frakendelse af kørekortet i to år.

Sparkede dør ind

I november 2013 var Nicklas Bendtner så ivrig efter at komme ind og træne i et fitnesscenter i Bushey, Hertfordshire, at overvågningskameraer fangede ham i at forsøge sparke døre og vinduer ind.

Danskeren blev anholdt og taget med på stationen, men han blev senere sat på fri fod igen.

På Instagram undskyldte han episoden med, at døren bandt, så han i sin iver for at få den op fik beskadiget den, men efterfølgende havde betalt for skaderne.

Mistede kørekortet

Blot en måned senere kom Nicklas Bendtner igen på kant med loven, da han fik presset sin Porsche op på 166 km/t på en strækning ved Newcastle Airport, hvor han måtte køre 112 km/t.

Det kostede ham to månderes frakendelse af kørekortet i 56 dage og en bøde på 6000 kroner.

Lynede bukserne ned og piskede taxa

I marts 2014 druknede den daværende 26-årige Arsenal-spiller klubbens Champions League-nederlag i så mange procenter, at han endte med at gå amok på en taxachauffør på Nørrebro, som ringede 112.

»Jeg har låst døre og vinduer, men Bendtner står ud for sideruden og begynder at knappe sine lyse fløjsbukser op. Han tager også sit bælte af og begynder at piske bilen med det, mens han gnider sit underliv mod ruden og råber, at han vil kneppe mig.« fortalte den 47-årige hyrevognschauffør til B.T.

Taxiselskabet Amager-Øbro Taxi valgte ikke at anmelde episoden, da der ikke var tale om et egentlig overfald.