Læs hele historien HER

Fodboldstjernen Nicklas Bendtner har igen bragt sig i rampelyset ved at drikke sig fuld og lave skandale i nattelivet.

Denne gang i København umiddelbart efter hans klub Arsenals samlede nederlag til Bayern München i Champions League-turneringen tirsdag aften.

På Nørrebro i København gik 26-årige Nicklas Bendtner mærkbart beruset amok over for en taxachauffør, der stærkt rystet måtte slå alarm til 112 for at få hjælp mod den truende landsholdsangriber.

- Han stod til sidst og gned sig op ad sideruden med opknappede bukser, mens han piskede vognen med sit bælte og råbte, at han ville kneppe mig, fortæller den 47-årige hyrevognschauffør til BT.

- Jeg har kørt med fulderikker og alkoholikere i København i over 25 år, men jeg har aldrig været ude for noget lignende, tilføjer han, da  BT kontakter ham efter at have hørt om episoden.


Chaufførens møde med den berusede Bendtner begyndte lidt efter kl. 22 tirsdag aften, da han af sin central blev sendt til en bestilt tur ved Nørrebro Bryghus i Ryesgade. Restauranten havde i løbet af aftenen vist Champions League-fodbold for gæsterne, og udenfor på gaden ventede fire yngre mænd - heriblandt Nicklas Bendtner.

Temmelig berusede

- De var temmelig berusede, og en af dem skulle have en cykel med. Mens jeg steg ud for at sætte stativet bag på bilen, steg Bendtner og to af de andre ind på bagsædet.

- Da jeg sætter mig ind igen, kan jeg se, at taxaradioen er blevet sparket løs, så den hænger og dingler. Samtidig har de taget noget personlig ejendom, som jeg havde liggende mellem sæderne. Det var en rund, gul cd-beholder, og da jeg beder om at få den igen, flipper Bendtner helt ud.

’Dit lille, tykke svin’

- Han siger, at hvis han ikke var så kendt, så havde han smadret mig, og kalder mig ’dit lille, tykke svin’.

- Jeg er kun 160 cm høj og er godt nok lidt buttet, men han er jo betydeligt større end mig og truende, så jeg siger, at jeg desværre er nødt til at bede dem om at forlade bilen. Det må jeg forgæves bede dem om tre gange, og første da jeg siger, at så er jeg nødt til at ringe efter politiet, stiger de omsider ud, fortæller chaufføren, der ikke ønsker sit navn frem.

Mens chaufføren tager cyklen af taxaens stativ, står en rasende Nicklas Bendtner ca. halvanden meter bag ham og fortsætter med at være så aggressiv, at hans kammerater må holde ham tilbage.

- Han siger de mest utrolige ting. Blandt andet kalder han mig ’lille luder’ og siger ’jeg knepper dig’. Jeg har kørt taxa i København siden 1988, men har aldrig oplevet noget, der bare kommer i nærheden af det her, tilføjer taxachaufføren.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK

(Besøger du bt.dk på mobilen - klik HER for at deltage i debatten på Facebook)

Omsider kan han sætte sig ind bag rattet og køre mod Nørrebrogade, men Nicklas Bendtner sætter i løb og indhenter med sine lange ben bilen, da den venter på at kunne svinge.

- Jeg har låst døre og vinduer, men Bendtner står ud for sideruden og begynder at knappe sine lyse fløjsbukser op. Han tager også sit bælte af og begynder at piske bilen med det, mens han gnider sit underliv mod ruden og råber, at han vil kneppe mig.

Rystede i timevis

- Det står på, indtil hans kammerater når frem og får fat i ham. Imens har jeg ringet til både min central og 112, og jeg har stadig alarmcentralen i røret, så jeg kan desværre ikke nå at optage hans optræden på video. Jeg ser, at de prajer en anden taxa, og for en sikkeheds skyld giver jeg nummeret på den til politiet, tilføjer chaufføren, der efter oplevelsen var så chokeret, at han rystede i flere timer.

- Forestil dig, at du selv lige pludselig bliver truet på den måde af en beruset mand, der er et par hoveder højere end dig selv. Det hører da ingen steder hjemme, siger chaufføren fra Amager-Øbro Taxi.

Selskabets direktør Thomas Petersen bekræfter over for BT, at centralen tirsdag aften modtog et opkald fra den trængte chauffør og opfordrede ham til at ringe til politiet.

- Vi vil fra selskabets side ikke anmelde sagen til politiet, da der ikke er tale om et egentligt overfald, men ’blot’ en passager, der har opført sig som en idiot. Derfor har vi heller ikke været inde at aflæse videobillederne fra overvågningen i bilen, siger han.