Nicklas Bendtner står til at miste kørekortet efter at være blevet snuppet i en fartkontrol med 166 km/t, hvor han højest måtte køre 112 km/t.

Nicklas Bendtner har igen bragt sig selv i fedtefadet. Den danske Sunderland-angriber, der netop er vendt tilbage til træningen efter at have fået en støvle i hovedet under kamp, hvor han brækkede næsen og var kortvarigt blind på det ene øje.

Det er nu kommet frem, at Bendtner den 10. december blev anholdt af det engelske politi efter, at han havde overskredet fartgrænserne på motorvejen. Det skriver den lokale avis i Newcastle, Evening Chronicle.

På en strækning, hvor han måtte køre 112 km/t (70 mph, red.), blev Bendtner målt til at have kørt 166 km/t (103 mph) i sin Porsche. Det er så voldsom en fartovertrædelse, at det normalt vil koste Bendtner kørekortet.

Det skete på A696 Woolsington-strækningen kun fire dage efter, at han blev afhørt i forbindelse med en sag om hærværk mod parkerede biler i Newcastle, hvor han havde været på en bytur med holdkammeraten Lee Cattermole.

Der var onsdag indkaldt til retsmøde i sagen i Newcastles Magistrates Court, men Bendtner valgte at blive væk. I stedet havde hans sagførere sendt et brev, hvor han gav udtryk for, at han erklærede sig skyldig i anklagen.

Men dommer Keith McIntosh var ikke tilfreds. Han valgte at udsætte afgørelsen og krævede, at den danske angriber, der er lånt ud fra Arsenal til Sunderland i denne sæson, selv skulle være til stede, når dommen skal læses op. Bendtner blev i stedet indkaldt til at møde i retten senere denne måned.

Anklageren Sarah Robinson forklarede retten, hvad der var sket:

- Den anklagede kørte i en Porsche langs med Woolsington-omkørslen i en fart højere end 70 mph (112 km/t, red.). Han blev set køre 103,6 mph (166 km/t) i en strækning på 0,137 miles (219 meter, red.) og blev af politiets vascar-system. Han har erklæret sig skyldig.

Fartovertrædelsen lægger sig i halen af et efterår fyldt med dårlige sager for Nicklas Bendtner. Han har således været involveret i ballade på Marienlyst Hotel i forbindelse med en landsholdssamling, hvor en gæst anklagede ham for at have sparket ham, og han er blevet anholdt for hærværk mod parkerede biler i Newcastle. Samtidig har Bendtner endnu ikke for alvor vist sit værd i front for Sunderland.