Ved du noget? Kontakt B.T. på 1929@bt.dk.

Fodboldspilleren Nicklas Bendtner er natten til søndag blevet anmeldt for vold mod en taxichauffør i København. Det oplyser taxiselskabet Dantaxi.

B.T. har talt med kommunikationschef Rasmus Krochin for Dantaxi, der bekræfter overfaldet.

»Jeg kan bekræfte, at der har været et alvorligt overfald på en af vores chauffører i nat. Chaufføren ligger på operationsbordet i øjeblikket med en brækket kæbe. Det blev vores direktør orienteret om i morges.«

»Overfaldet er anmeldt til politiet, og vi kan bekræfte, at overfaldsmanden er Nicklas Bendtner,« fortæller kommunikationschefen til B.T.

Københavns Politi oplyser over for B.T., at de klokken 02.41 natten til søndag modtog en anmeldelse om vold mod en hyrevognschauffør.

»Vi har haft en anmeldelse om vold mod en hyrevogn. Jeg kan ikke oplyse yderligere,« siger vagtchef Carsten Reenberg, der ikke ønsker at kommentere nærmere om gerningsmandens identitet.

Så du kan ikke oplyse, om personen er blevet sigtet i sagen?

»Jeg kommenterer ikke sagen yderligere,« siger vagtchefen.

B.T. har også været i kontakt med Rosenborgs direktør, Tove Moe Dyrhaug, der udtaler:

»Jeg kender ikke sagen godt nok, så jeg kan ikke kommentere på det lige nu.«

B.T. har forsøgt at en kommentar fra Nicklas Bendtners agent, Ivan Marko Benes, men han har ingen kommentarer til sagen.