Kulørte overskrifter, et glippet skifte, egen tv-serie, dyre vaner og en ny fremtid i idylliske omgivelser.

Det seneste halve år er Nicklas Bendtner gået fra at være fodboldspiller til realitystjerne.

For den danske angriber er blevet stjernen i sin egen tv-serie, 'Bendtner & Philine', der har kørt på Dplay siden marts. Der er planlagt hele 40 afsnit i serien, hvor Bendtner og kæresten, modellen Philine Roepstorff, hver uge åbner dørene op og deler ud af deres liv og parforhold.

Selv om han har været uden kontrakt i en fodboldklub siden december og endnu ikke har meldt ud, om han er færdig som professionel fodboldspiller, så har Bendtner ikke ligget på den lade side uden for kridtstregerne i sit 'nye liv', der er rykket fra fodboldbanen til tv-skærmen.

Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff deler ud af deres liv i tv-seruen 'Bendtner & Philine', som kan ses på Dplay. 
Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff deler ud af deres liv i tv-seruen 'Bendtner & Philine', som kan ses på Dplay.  Liselotte Sabroe

Knas i parforholdet og egen tv-serie

I december 2019 udløb Nicklas Bendtners kontrakt med FC København, som han noget overraskende skiftede til i september samme år. For Ståle Solbakken og FC København valgte ikke at forlænge med den danske angriber, der nåede at blive noteret for blot ni optrædener og et enkelt et pokalmål i den hvide trøje.

Hans exit fra hovedstadsklubben blev samtidig begyndelsen på en alternativ tilværelse uden fodbold – i hvert fald indtil videre – og bare få uger efter hans farvel til FC København landede nyheden om tv-serien.

'Bendtner & Philine' fik premiere på Dplay i marts, og serien lagde fra land med en opsigtsvækkedende afsløring. Nicklas Bendtner havde kort efter sit stop i FC København været Philine utro til en julefrokost med klubben.

Det var Philine selv, der i seriens første afsnit stod frem og fortalte om utroskabet, der var sket samme dag, som Nicklas Bendtner fik at vide, at han ikke fik forlænget sin kontrakt med klubben.

Nicklas Bendtner var i FC København fra september til december 2019, hvorefter hans kontrakt udløb. Siden har han ikke været tilknyttet nogen klub.
Nicklas Bendtner var i FC København fra september til december 2019, hvorefter hans kontrakt udløb. Siden har han ikke været tilknyttet nogen klub. Liselotte Sabroe

»Nicklas har været en idiot, for at sige det mildt. Han har haft det bedste i verden og ikke sat pris på det. Han havde en lidt for god julefrokost,« fortalte en knust Philine Roepstorff i tv-serien.

På trods af utroskaben, som Nicklas Bendtner selv fortalte om, da han kom hjem fra julefrokosten, valgte Philine Roepstorff at blive i forholdet.

Utroskab er ikke et ukendt fænomen for Bendtner. Det fortalte han blandt andet om i sin selvbiografi, 'Nicklas Bendtner - Begge sider', der udkom i efteråret 2019 og blev til i samarbejde med forfatter Rune Skyum-Nielsen.

Bogen strøg direkte ind på flere bestsellerlister og blev revet væk fra hylderne, og i maj blev det meldt ud, at bogen er solgt til udlandet, nærmere bestemt England, som Bendtner kalder for 'sit andet hjemland'.

Dyre vaner og hurtige biler

Nicklas Bendtner har gennem sin karriere som fodboldspiller tjent mange penge. Rigtig mange penge, der har finansieret hans liv i overhalingsbanen med et kæmpe forbrug og masser af luksus.

Og selv om det aldrig er kommet frem, hvor meget han præcist har tjent gennem årene, så er der ikke tale om småpenge.

I 2013 købte Bendtner en lejlighed i det indre København til knap 13,2 millioner. Han har ejet adskillige dyre biler, herunder en Aston Martin, en Range Rover, en Porsche og en Ferrari for bare at nævne et udvalg, og så har han tabt omkring 50 millioner kroner på alt fra gambling til sjov og ballade.

Det afslørede han i et af afsnittene af 'Bendtner & Philine'.

Nicklas Bendtner går ikke ned på luksus og mærkevarer. Her er han tilbage i 2018 iført en eksklusiv Louis Vuitton x Supreme jakke.
Nicklas Bendtner går ikke ned på luksus og mærkevarer. Her er han tilbage i 2018 iført en eksklusiv Louis Vuitton x Supreme jakke. Liselotte Sabroe

Selv om fodboldfremtiden er usikker, og han reelt ikke har nogen arbejdsgiver, så lider Bendtner ikke af økonomiske overlast af den grund. Og der er stadig penge på kontoen til at finansiere de dyre vaner, som Bendtner fortsat har. Blandt ander de dyre biler, for som han udtaler det i 14. afsnit af tv-serien:

»Jeg vil ikke køre i Citröen eller Skoda. Det vil jeg ikke.«

Bendtner 'mangler ikke noget', siger han selv, og han har sørget for at så frøene til en karriere efter fodbolden, så fremtiden er sikret økonomisk. Han pønser på en række investeringer og projekter, og i begyndelsen af året lancerede han sin egen merchandise-serie af tøj med 'Lord Bendtner-tryk i forskellige variationer.

Tiden uden for fodboldbanen har også vækket en anden interesse hos Bendtner. Han er begyndt at lave mad og går op i finere madlavning, hvilken han blandt andet demonstrerer i serien i forbindelse med en middag, hvor han laver mad til en håndfuld af sine venner.

En misset mulighed og idyl på landet

Nicklas Bendtners tilværelse kunne dog have set meget anderledes ud, end den gør nu, hvis ikke det havde været for den globale coronapandemi, der for alvor ramte verden i løbet af årets første måneder.

For Bendtner havde sagt ja til et nyt fodboldeventyr i Kina, og han og Philine var klar til at rejse.

»Alt var klar. Alt var på plads, der skulle skrives under, og så dagen efter rammer den coronavirus, som så gjorde, at det hele blev sat på hold,« fortalte Nicklas Bendtner i tv-serien.

Kina-eventyret blev aflyst, og i stedet for at rejse om på den anden side af jorden er lejligheden i København blevet solgt for et svimlende beløb, og Bendtner og Philine Roepstorff  flyttet på landet i Nordsjælland.

Parret fortalte tidligere i tv-serien om deres boligjagt, og på Instagram har Philine i løbet af den seneste tid delt billeder og stories fra deres nye hjem i idylliske omgivelser i nærheden af Hørsholm.

Hvad Bendtners fremtid byder på, og om han nogensinde vender tilbage til fodbolden, må tiden vise. Men én ting er sikkert: Han og Philine drømmer om børn og familie. Bendtner har i forvejen sønnen Nicholas fra sit tidligere forhold med Caroline Fleming.

»Jeg drømmer om villa, Volvo og vovse,« har Bendtner tidligere udtalt.

Nicklas Bendtner er i dag 32 år gammel og har været kæreste med 27-årige Philine Roepstorff siden 2018.