Forholdet til Caroline Fleming startede som den mest ægte og berusende kærlighed, Nicklas Bendtner nogensinde har oplevet. Men da det gik galt, gik det rigtig galt.

Det fortæller fodboldspilleren i sin selvbiografi 'Nicklas Bendtner – Begge sider', der er lavet i samarbejde med forfatter Rune Skyum-Nielsen, og som kommer i salg tirsdag.

Men kærligheden brast, da han ved et uheld fandt en besked på Caroline Flemings computer fra skuespilleren Jonathan Rhys Meyers. Derefter var tilliden ødelagt og gnisten forsvundet, og inden længe flyttede de fra hinanden, skriver han i sin selvbiografi.

Efter Bendtner flyttede ud af baronessens hus, gik der lang tid, hvor de ikke snakkede sammen. Indtil hun en dag ringede med en nyhed, der lammede ham: Hun var gravid, og hun var langt henne i graviditeten.

»Da jeg har lagt på, er jeg tæt på at kollapse. Min hjerne brænder sammen. Det kan jeg ikke overskue. Jeg mener, jeg er 22 år, single og slet, slet ikke parat til at skulle være far endnu. Min livsstil egner sig ikke til det, og min karriere gør heller ikke,« skriver Bendtner.

På trods af sine forbehold flyttede han tilbage til Caroline Fleming og prøvede at finde ud af, hvad de kunne være for hinanden. Det gik så langt, at han friede til hende under en ferie på Maldiverne. Men på trods af de romantiske rammer blev det et meget uromantisk frieri.

Ferien havde udviklet sig lige så romantisk, som han havde håbet på, men da frieriet skulle ud af munden på ham, svigtede ordene.

Caroline Fleming og Nicklas Bendtner fik sammen en søn i december 2010. Hun har to børn fra sit tidligere forhold til James Bond-arvingen Rory Fleming. (Foto: Scanpix)
Caroline Fleming og Nicklas Bendtner fik sammen en søn i december 2010. Hun har to børn fra sit tidligere forhold til James Bond-arvingen Rory Fleming. (Foto: Scanpix) Foto: Teitur Jonasson
Vis mere

»Det er ikke, fordi jeg er nervøs. Det føles bare forkert. Vi er jo ikke 'meant for each other', bliver det heller aldrig,« husker han.

Senere på natten fortryder han imidlertid, fordi han ikke vil have et barn uden for ægteskab.

»Til sidst tager jeg en dyb indånding og rusker Caroline vågen. Hun misser med øjnene, mens jeg siger en sætning, der ikke burde føles så forkert at sige: 'Vil du gifte dig med mig?'«

Angriberen beskriver den næste periode i parrets liv som et rent proforma-forhold. De gik i ugebladene og fortalte om, hvor lykkelige de var sammen, men bag facaden var en hverdag fyldt med frustrationer og skænderier.

Den ulykkelige tilværelse drev Nicklas Bendter til at udforske Londons natteliv, og det gik ikke stille af sig, når den berygtede dansker i en alder af 22 år slog sig løs i den engelske hovedstad.

»Jeg flygter tilbage på natklubberne, hvor jeg drikker for at glemme og scorer for at sætte de andre fyre på plads. Snupper hende, som alle vil have fingrene i. Det er mine eneste sejre,« skriver han.

Mens alle troede, at han var i et seriøst forhold med sin gravide forlovede, var virkeligheden en ganske anden. Men de mange kvinder var ikke Bendtners eneste afhængighed. Han begyndte med tiden også at spille hasard, og pengene sad så løst på den daværende superstjerne, at hans enorme indtjening i fodboldklubben Arsenal knap kunne dække hans udgifter.

Han beskriver blandt andet, hvordan han brugte fire millioner kroner på en uge i Las Vegas på 'spil, fester, damer og bodyguards'. Og på sin faste kasino 'Les Ambassadeurs' i London var han nu så uforsigtig, at han kom stangstiv fra natklubberne og spillede for formuer uden at fatte, hvad han lavede.

Han startede godt nok med at vinde. En enkelt aften vandt han over to millioner kroner. Men så vendte heldet. I en kæmpebrandert havde han en nat pludselig tabt 400.000 pund – omkring 3,5 millioner kroner – på rouletten.

»Det er penge, jeg ikke har. Min bankkonto er i minus, og jeg er personligt fallit, hvis lykken ikke vender. Selv lejligheden i Bushey er belånt,« skriver han.

Det lykkedes ham at låne penge af kasinoet til at spille videre, og lykkens gudinde ville det således, at han endte med at begrænse sit tab til 20.000 pund. Det kunne kreditkortet godt dække.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Caroline Fleming til beskyldningerne mod hende i Nicklas Bendtners bog. Det kan imidlertid ikke lade sig gøre.

»Det er ikke noget, vi ønsker at kommentere,« siger hendes pr-agent, Jesper Thomsen, til B.T.