Nicklas Bendners selvbiografi er et chokerende ærligt portræt af en plaget ung mand, som havde det hele og var lige ved at sætte alt over styr i en rus af alkohol og ludomani.

Især tiden lige efter hans søns, Nicholas, fødsel i 2010 var hård for den daværende Arsenal-spiller. Kærligheden mellem ham og barnets mor, Caroline Fleming, var forduftet, og han var afskåret fra at se drengen.

Det fortæller fodboldspilleren i sin selvbiografi 'Nicklas Bendtner – Begge sider', der er lavet i samarbejde med forfatter Rune Skyum-Nielsen, og som kommer i salg tirsdag.

På et tidspunkt var det så grimt mellem de to parter, at han blev hentet af politiet, efter han havde hentet Nicholas uden Caroline Flemings tilladelse.

Nicklas Bendtner og Caroline Fleming har altid givet pressen et billede af, at deres forhold var harmonisk. Men i sin nye selvbiografi giver Bendtner udtryk for, at det har været hårdt for ham, og at de sjældent har været på talefod siden det endelige brud i 2011. Dette billede er fra 2014. (Foto: Scanpix)
Nicklas Bendtner og Caroline Fleming har altid givet pressen et billede af, at deres forhold var harmonisk. Men i sin nye selvbiografi giver Bendtner udtryk for, at det har været hårdt for ham, og at de sjældent har været på talefod siden det endelige brud i 2011. Dette billede er fra 2014. (Foto: Scanpix) Foto: MS
Vis mere

»Caroline vil ikke lade mig være alene med ham. Jeg må meget lidt ... En dag har jeg brug for at være tæt på min søn. Jeg kan dårligt tænke på andet, så jeg dukker uanmeldt op på Draycott Avenue. Caroline er ikke hjemme, men barnepigen er. Og det er Nicholas også. Efter en smule overtalelse triller jeg af sted med barnevognen,« skriver han om episoden, der endte dramatisk kort tid efter.

Både Nicklas Bendtner og Caroline Fleming boede på daværende tidspunkt i London, hvor Bendtner besluttede sig for at tage i parken med sønnen.

»Telefonen ringer, da vi sidder på en bænk i Hyde Park. 'Kom tilbage med ham, lige med det samme!' råber Caroline. Det gør jeg så, men før jeg når så langt, dukker en politibil op. Jeg er blevet anmeldt for kidnapning,« skriver han.

Nicklas Bendtner bliver anråbt af adskillige betjente, men det lykkes ham at forklare sig, inden situationen udvikler sig yderligere.

Den daværende stjernespiller siger til betjentene, at han bare ønskede alenetid med sin søn, og det ender med, at de kører ham hjem til Caroline Fleming, så de to parter selv kan ordne deres mellemværende.

Sagen ødelægger dog den sidste rest af sympati mellem de tidligere så forelskede danskere, og i lang tid efter kommunikerer de næsten kun gennem deres advokater, skriver Nicklas Bendtner i selvbiografien.

Her beskriver han, at han siden da har kæmpet hårdt for at få lov til at se sin søn, men kun får sporadiske weekender. I den seneste tid, hvor han lever en partilværelse i København sammen med modellen Philine Roepstorff, er det imidlertid blevet lidt bedre, og nu får den nu otteårige søn somme tider lov til at sove hos parret, skriver han i bogen.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Caroline Fleming til beskyldningerne mod hende i Nicklas Bendtners bog. Det ønsker hun imidlertid ikke at gøre.