Det var på plads. Nicklas Bendtner havde fået sin fremtid som fodboldspiller afklaret.

»Jeg har netop takket ja til et tilbud i Kina,« siger han i det nyeste afsnit af dokuserien 'Bendtner og Philine' fra Dplay.

Uden at der kommer navn på klubben, fremgår det, at han og kæresten står foran at flytte til den anden side kloden, fordi hans karriere ser ud til at få endnu et kapitel oven på efterårsopholdet i FC København.

»Det er dejligt at have fået styr på fremtiden. Det er dejligt at vide, hvad der skal ske, så man ikke går i en trance og ikke ved, hvad der skal ske. Om du skal det ene eller skal det andet,« siger Nicklas Bendtner i det nye afsnit.

Her kommer der lidt flere detaljer frem om det kinesiske fodboldeventyr.

»Vores aftale ligger på en etårig. Det bliver en udfordring. Jeg ved, hvordan alt fungerer i Europa. Jeg ved ikke, hvordan noget som helst fungerer i Kina,« siger han:

»Jeg glæder mig til at træne og spille noget fodbold igen.«

Den 32-årige tidligere landsholdsspiller har i et tidligere afsnit af 'Bendtner og Philine' fortalt om et 'seriøst' tilbud fra en kinesisk klub – men det har ikke tidligere været fremme, at han rent faktisk takkede ja.

Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff, der også var klar til at rejse med til Kina.
Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff, der også var klar til at rejse med til Kina. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

Men Nicklas Bendtner kom aldrig af sted. Det satte coronapandemien en pludselig stopper for.

»Alt var klar. Alt var på plads, der skulle skrives under, og så dagen efter rammer den coronavirus, som så gjorde, at det hele blev sat på hold,« fortæller Nicklas Bendtner senere i det nye afsnit af 'Bendtner og Philine'.

»Det er lidt ærgerligt, for det er faktisk noget, som jeg gerne ville. Og det var noget, som Philine gerne ville. Og det var noget, der gav mening sådan i forhold til min søn. Det irriterer mig da, at mit klubskifte er udsat. Det var noget, jeg havde tænkt længe over. Og jeg var endelig kommet til den konklusion, at det ville jeg gerne, og så rammer coronaen. Det er rigtigt irriterende.«

I stedet fortæller Nicklas Bendtner, at han nu ser på fremtiden med 'spænding, frygt og uvidenhed'.

Se alle afsnittene af 'Bendtner og Philine' her.