»Hvordan siger jeg det her?«

Følelserne fik frit spil, da den danske Counter-Strike-stjerne Peter 'dupreeh' Rasmussen under et interview fik muligheden for at sige et par ord til sin ven og nu tidligere holdkammerat 'dev1ce'. Og der gik ikke mange sekunder, før tårerne piblede frem, og stemmen knækkede.

Der sker i et videointerivew fra ESL med titlen 'En besked til dev1ce'. Se det rørende interview i videoen øverst i artiklen.

»Nicolai, jeg ved, du har taget din beslutning, og jeg respekterer den fuldt ud. Jeg begynder at græde nu, for det er faktisk ret emotionelt,« lyder det fra den 28-årige Astralis-spiller.

Nicolai 'dev1ce' Reedtz (tv.) sammen med sin mangeårige holdkammerat og ven Peter 'dupreeh' Rasmussen.
Nicolai 'dev1ce' Reedtz (tv.) sammen med sin mangeårige holdkammerat og ven Peter 'dupreeh' Rasmussen. Foto: Astralis Group
Vis mere

»Hvordan siger jeg det her? Jeg respekterer alt, du har gjort, og hvad vi har været igennem. Og ja... Jeg ønsker dig det bedste fremover, og jeg vil gøre mit bedste for at udfylde dine sko, men vi vil se, hvad der sker herfra. Jeg håber, vi ses til andre turneringer, det har vi allerede talt om. Jeg sætter pris på alt, vi har været igennem,« fortsatte han.

De seneste uger har været specielle for både 'dupreeh' og hans mangeårige holdkammerat Nicolai 'dev1ce' Reedtz.

Sidstnævnte sendte nemlig chokbølger gennem hele Counter-Strike-miljøet, da det i slutningen af april kom frem, at Astralis' altoverskyggende stjerne, og en af verdens bedste Counter-Strike-spillere, havde besluttet sig for at forlade den danske organisation.

Det svenske storhold Ninjas in Pyjamas havde købt den danske stjerne, der efter fem år og spandevis af trofæer nu fremover vil bære en anden trøje.

Duoen startede faktisk på hold sammen helt tilbage i 2013 hos Copenhagen Wolves, hvor også en tredje Astralis-spiller, Andreas 'Xyp9x' Højsleth, var med. Senere tog de sammen forbi organisationer som Team Dignitas og Team SoloMid, inden Astralis i 2016 blev dannet.

ESL valgte efterfølgende at vise den meget emotionelle besked fra 'dupreeh' til 'dev1ce', der hurtigt også blev ramt, mens klippet af hans ven blev vist.

»Oh my god,« startede 'dev1ce', imens han lyttede til Peter 'dupreeh' Rasmussens ord.

Efterfølgende satte han så nogle ord på det, der hele vejen igennem har været et meget specielt farvel til de drenge, han har spillet med gennem de sidste mange år.

Foto: Cooper Neill
Vis mere

»Han ('dupreeh', red.) har nogle kvaliteter som menneske, som man meget sjældent ser. Det havde alle på holdet, så selvfølgelig kommer jeg til at savne dem meget. Det vil for altid være en god tid i mit liv. Han ved, at vi ikke længere er på den samme rejse, men vi er på det samme tog. Vi kommer til at ses til turneringer og gå ud og spise sammen,« sagde 'dev1ce' og tilføjede:

»Jeg har skrevet med Peter et par gange efter den første kamp, og jeg synes, han gør et fantastisk stykke arbejde. Nogle gange er han for hård ved sig selv. Men ja, det var gode tider. Jeg ser frem til at se dem igen. Det bliver dejligt. Vi har delt alt sammen.«

Til slut fik Nicolai 'dev1ce' Reedtz så muligheden for at svare tilbage på beskeden fra 'dupreeh'.

»Årh, den er hård...Hej Peter. Jeg sætter pris på de søde ord. Jeg vil altid elske dig. Du er som en bror for mig.«

Astralis fik ifølge B.T.s oplysninger lige omkring 1 million dollar for 'dev1ce', der fredag aften får sin debut i NIP-trøjen.

Det sker, når det svenske mandskab klokken 18.00 spiller mod Anonymo.