Den danske Counter Strike-stjerne Nicolai 'dev1ce' Reedtz skifter fra Astralis til Ninjas in Pyjamas (NiP).

Det meddeler det danske hold i en pressemeddelelse.

Efter ønske fra 'dev1ce' selv er Astralis og den legendariske esportsorganisation Ninjas in Pyjamas blevet enige om en transfer, der sender ham til det svenske storhold med øjeblikkelig virkning.

Astralis' sportsdirektør, Kasper Hvidt, har – på trods af skiftet – kun rosende ord til overs for den danske verdensstjerne.

Foto: Astralis Group
Vis mere

»Nicolai har helt fra start været en del af Astralis og holdets kerne og han har været vital for opbygningen af Astralis-kulturen og holdets historie. Hvis han ikke er den bedste spiller gennem tiden, er han i hvert fald én af dem,« står der i pressemeddelelsen.

De seneste fem år har den 25-årige dansker været at finde på top-5-listen over verdens bedste Counter-Strike-spillere, men det er endnu ikke blevet til en førsteplads.

Derfor er det da også en ærgerlig Kasper Hvidt, der må se én af de bedste spillere forlade det danske storhold:

»Det her bliver selvfølgelig en udfordring på den korte bane, men vi har hele tiden vidst, vi skulle skifte spillere på et tidspunkt og er godt forberedt. Vi vil også i fremtiden komme til at se et stærkt Astralis-hold kæmpe med helt i toppen, og uanset hvor meget vi vil savne ham, ændrer Nicolais skifte ikke på hverken vores daglige arbejde, ambitioner eller strategien.«

Hovedpersonen selv ser frem til skiftet, men det er med vemod, at han forlader det hold, han har opnået store triumfer med de seneste mange år.

»Både holdet og organisationen har været en kæmpestor del af mit liv, og jeg siger farvel til en gruppe fantastiske holdkammerater og utroligt søde og dygtige mennesker i organisationen, som jeg har et rigtig godt forhold til,« siger 'dev1ce' og tilføjer:

»Astralis vil altid være en del af mig, og jeg glæder mig til at møde alle igen – på serveren og udenfor.«

Nicolai 'dev1ce' Reedtz bor til daglig i Stockholm og har en svensk kæreste, så det svenske sprog er ikke ligefrem fremmed for ham.

De to mandskaber har ikke ønsket at kommentere på de økonomiske forhold i aftalen.