Nu går drømmen i opfyldelse!

Efter mange års tilløb er Jan og Kevin Magnussen endelig klar til at dele en bil i Le Mans.

Som B.T. afslørede i sidste uge, er det takket være en række danske sponsorer lykkedes at skaffe økonomisk opbakning til, at familiefirmaet Magnussen & Søn kan stille op i 24-timers-løbet 2021, der afvikles 21.-22. august, for det danske Team High Class Racing.

Budgettet er ifølge B.T.s oplysninger på et betydeligt, men dog encifret millionbeløb.

Jan og Kevin Magnussen har i mange år drømt om at køre det legendariske 24-timers-løb sammen, men Kevin Magnussens Formel 1-program har i en årrække spærret for drømmen.

»Men nu sker det endelig – det er noget, vi har snakket om, nærmest siden jeg kunne tale, og det er så fedt, at det endelig sker,« siger en entusiastisk Kevin Magnussen, der tidligere på året debuterede i sportsvognsracing i den amerikanske IMSA-serie.

»Le Mans er jo det største og mest legendariske motorløb i verden, og det er meget specielt, at vi kan gøre det her som far og søn,« fortsætter Kevin Magnussen.

High Class Racing har i løbet af de seneste år etableret sig som et af de bedste teams i international sportsvognsracing. I år indsætter de en bil i VM-serien til Jan Magnussen, Anders Fjordbach og Dennis Andersen, og i 24-timers-løbet i Le Mans har man to biler med. Her rokerer man rundt på kørerne, så Jan og Kevin Magnussen får Fjordbach som co-driver.

Foto: High Class Racing
Vis mere

»Det er et fantastisk lineup, og vi har tårnhøje forventninger,« siger Kevin Magnussen.

Mens Kevin Magnussen vil være debutant i Le Mans, har hans far, Jan, deltaget i 24-timers-løbet siden 1999 og undervejs vundet GT-klassen fire gange.

»Det er mig, der er rookie i Le Mans, og jeg skal lære en masse, og så er det fedt at have min far at læne mig op ad,« siger Magnussen junior.

»Jeg håber da ikke, at jeg skal lære Kevin alt for meget,« replicerer Jan Magnussen med et smil.

Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

High Class Racings to biler kommer fra den franske racerbilsfabrik Oreca, der er dominerende i LMP2-klassen. Med 25 biler er LMP2-klassen både den største og mest interessante i Le Mans 2021.

Den nye Hypercar-klasse, der forventes at have de hurtigste biler i 24-timers-løbet, har blot fem biler på startlisten, og Toyota er tårnhøj favorit, men i LMP2 bliver kampen tæt.

Team High Class Racing starter Le Mans-forberedelserne med et testprogram i juni og juli. Den officielle testdag for alle teams på Le Mans-banen afvikles i år ugen før løbet (15. august), og træning og kvalifikation starter 18. august.

2021 er sidste chance for Magnussen og Magnussen at køre Le Mans sammen. Fra næste sæson kører Kevin Magnussen for Peugeots nye Le Mans-team, og her er der ikke plads til Jan Magnussen.