Den brasilianske fodboldstjerne Neymar er godt gammeldags rasende.

PSG-angriberen misser nemlig den franske pokalfinale på grund af for mange karantænepoint, men det forstår han ikke meget af.

Det gør han klart i en besked på sin Instagram-profil.

'Jeg vil gerne prøve og forstå begrundelsen hos personen, som tager sig af karantæner i Frankrig. Det fortjener et bifald. Sikke et rod,' skriver Neymar.

Foto: FRED TANNEAU
Vis mere

Den driblestærke verdensstjerne fik et gult kort i pokalsemifinalen mod Montpellier, og da han allerede havde karantænepoint i banken, står han nu til at gå glip af finalen mod Monaco.

I en anden besked langer Neymar således ud efter dommer Jeremie Pignard, der tildelte angriberen det gule kort.

'Jeg spillede fem minutter og begik et frispark, og så giver han mig et gult kort uden at tænke sig om. Tak, fordi du har givet mig karantæne til finalen. Jeg tror, at det var personligt,' skriver han.

Der er heller ikke mange grunde til at smile, hvis man er Paris Saint-Germain-spiller i øjeblikket.

Storklubben måtte igen gå slukøret fra en Champions League-kamp, efter Manchester City ekspederede den franske storklub ud af turneringen i semifinalen, og heller ikke i den hjemlige liga kører det på skinner.

Her indtager PSG lige nu andenpladsen i Ligue 1 – tre point efter Lille på førstepladsen. Der resterer blot to runder.

Pokalfinalen mellem Paris Saint-Germain og Monaco spilles 19. maj.