Real Madrids cheftræner, Zinedine Zidane, stopper i Real Madrid.

Det erfarer den lokale tv-station Telemadrid, efter engelske Daily Mail kunne berette om det samme allerede torsdag.

Det sker også, selvom den spanske storklub skulle gå hen og vinde det spanske mesterskab, lyder det ifølge tv-stationen.

Beslutningen om at sige stop skyldes angiveligt fysisk og mental træthed, og ifølge mediet har den 48-årige franskmand planlagt sit stop i flere måneder.

Real Madrid holdt torsdag aften mesterskabsdrømmen i live efter en 4-1-sejr over Osasuna.
Real Madrid holdt torsdag aften mesterskabsdrømmen i live efter en 4-1-sejr over Osasuna. Foto: SUSANA VERA
Vis mere

Real Madrid har i denne sæson haft store vanskeligheder med at få spillet til at flyde, men nåede alligevel hele vejen til semifinalen i Champions League, inden Chelsea slog Zidanes tropper ud.

Klubben har fortsat to kampe tilbage i sæsonen og indtager lige nu en andenplads i La Liga – to point efter byrivalerne fra Atlético Madrid.

Zinedine Zidane overtog senest Real Madrid i marts 2019 og havde en kontrakt frem til 2022. Men så længe bliver han altså ikke hængende.

Ifølge Daily Mail er Real Madrid-legenden Raul, der lige nu er ungdomstræner i klubben, i spil som ny cheftræner, mens den tidligere Juventus-træner Massimiliano Allegri også skulle være blandt kandidaterne.

Zinedine Zidane blev første gang udnævnt som Real Madrids nye cheftræner i 2016, hvor han første sit mandskab til et spansk mesterskab samt tre Champions League-titler i streg, inden han i 2018 sagde stop.

Efter en kort pause vendte han så tilbage til jobbet i 2019.

I den anden periode er det blevet til et enkelt spansk mesterskab, men der er altså fortsat mulighed for at smække endnu et La Liga-trofæ til cv'et.

Det kræver dog, at Atlético Madrid snubler i én af de sidste to kampe.