Han var en af Danmarks første store reality-stjerner. Siden valgte han at trække stikket.
Her fortæller Jens Romundstad om tiden som 'Biker Jens', hvorfor han stoppede med at lave tv og løfter sløret for, hvad han laver i dag.
Det er 26 år siden, at Jens Romunstad blev kendt som 'Biker Jens' i den første udgave af 'Robinson Ekspeditionen'.
»Ingen anede at den første 'Robinson' ville blive så populær. Heller ikke jeg. Jeg meldte mig 100 procent på grund af udfordringen. Da de søgte, kan jeg huske, at de skrev: 'Kan du overleve 47 døgn på en øde ø?'. Det tændte mig virkelig,« fortæller han.
Jens Romunstad havde ingen tv-erfaring, så det var noget af en omvæltning at blive 'kendt fra tv'.
»Det var helt klart en nærmest lammende oplevelse i starten, og der er en fare for, at man mister sig selv i det. Jeg tacklede det, så godt jeg kunne, men det kom jo også bag på tv 3,« mindes han.
Han var både med i 'Robinson Ekspeditionen' i 1998 og i 2002.
Det der står klarest for ham er, hvor meget der var ændret mellem de to ekspeditioner.
»I 1998 var der plads til venskab og hygge. Allerede i 2002 blev den konstante konflikt dyrket fra produktionens side. Seertallene stiger, når deltagerne råber og skriger ad hinanden, men det er en rædselsfuld oplevelse at være i.«
'Robinson' gav Jens Romunstad nogle vigtige oplevelser om samarbejde og forskellighed.
Derudover fik han nogle gode venskaber, heriblandt Louis 'Gamle Ole' Thomsen, som han stadig har kontakt med.
»Man kan også sige at den voldsomme eksponering var med til at muliggøre min senere tv-karriere og de vilde oplevelser, der fulgte med det,« tilføjer han og har svært ved at pege på negative konsekvenser af sine deltagelse.
»Jeg oplevede, at mine venner dengang nærmest slog ring omkring mig og støttede mig. Det betød alt. Med årene har jeg nok delvist glemt, hvor usikker jeg i virkeligheden nok var dengang.«
I kølvandet på 'Robinson' var Jens Romunstad vært på en række rejseprogrammer og gameshowet 'Fear Factor'.
Herefter lagde han låg på sin tv-karriere.
»Jeg blev tilbudt at være vært på et program, hvor man skulle gætte prisen på et hus. Det kunne jeg simpelthen ikke se mig i efter at have rejst jorden rundt og haft det vildeste eventyr i flere år.«
Han fortsætter:
»For mig var det aldrig vigtigt at forblive tv-vært. Det var en mulighed, der opstod, og som jeg var god til udnytte. 'Robinson', 'Biker Jens i USA' og alt det andet var for mig en afstikker fra den karriere, som jeg allerede havde udstukket for mig selv.«
I de sidste mange år har Jens Romundstad haft succes i erhvervslivet.
Han har været HR-direktør for 4.000 medarbejdere i detailvirksomheden Coop, og sidste år solgte han sin andel i solcellevirksomheden Solartag.
»Jeg tog chancen med Solartag, fordi produktet er genialt, og det lykkedes at få det til at blive en stor succes. Efter mit exit kan jeg selv bestemme, hvad jeg vil og her har det været vigtigt for mig at føle, at jeg hjælper nogen,« fortæller han.
Jens Romundstad er derfor i dag involveret i projektet 'Klar til start', der blandt andet hjælper unge med autisme ind på arbejdsmarkedet.
»Jeg var selv med til at starte indsatsen for 12 år siden, og det betyder så meget for mig. Og de unge.«
Derudover arbejder han som lobbyist, er investor, holder foredrag og sidder i bestyrelser – med det fokus, at han gerne vil arbejde færre timer efter for mange år med alt for meget arbejde.
Jens Romunstad savner ikke at være på tv, og i hans hver dag fylder 'Biker Jens' 'ingenting'.
»Det er mest medierne, der hiver 'Biker Jens' frem, når jeg har skiftet job eller andet. Men det holder mig evigt ung, når der konsekvent bruges 26 år gamle portrætbilleder,« slutter han.