Håndbolddarlingen Mette Vestergaard kan ikke slippe sporten, men i det civilie job kan hun godt gå under radaren - selvom det er sværere i Jylland.
I mange år bombede hun mål ind med venstrehånden, og selvom hun har et vildt håndbold-cv, så er der stadig én ting, der hjemsøger hende fra den flotte karriere.
»Folk husker det som om, vi vandt alt. Det er skide sødt,« siger Mette Vestergaard med et grin i telefonen.
Det er også kun delvist rigtigt, at de vandt det hele dengang omkring årtusindeskiftet.
Hun har selv guldmedaljer fra to OL og to EM-slutrunder, men ved VM gik det af en eller anden grund altid galt for de danske håndboldkvinder.
»Det hjemsøger mig stadig, at jeg aldrig vandt en VM-medalje. Det lyder jo helt latterligt, men det ville jeg virkelig gerne have gjort,« lyder det fra 49-årige Vestergaard, der gjorde sit til det dengang.
I en af de bedste individuelle kampe, en dansk spiller nogensinde har præsteret, formåede hun at lave hele 16 mål i bronzekampen i 2001 mod det daværende Jugoslavien.
Mål nummer 31 til og med nummer 39 var alle signeret af den danske anfører, men kampen endte 42-40 til modstanderne.
»Det er den, der ærgrer mest i vores årgang,« siger den hårdtskydende højreback.
Den aktive karriere sluttede, men i 2015 vendte hun tilbage til kvindelandsholdet som team manager.
»Jeg synes, det var fedt, og jeg ved godt, at Klavs' periode (Daværende landstræner Klavs Bruun Jørgensen, red.) udefra bliver opfattet som noget rod. Det var det ikke, da man var i det. Vi fik rykket det, som vi gerne ville.«
I dag er den 49-årige Vestergaard stadig i håndboldens verden, for hun er formand i den lokale klub HIK, hvor der bliver lagt meget arbejde i foreningslivet.
Hun har to drenge, hvor en er på håndboldcollege og den anden på efterskole for at spille fodbold.
»Ja, de er trådt i samme fodspor. De er mega glade, og det er det vigtigste.«
I det civilie job har hun heldigvis også ramt en god hylde.
»Jeg er med til at lave store firmakonferencer, udenlandsrejser og store fester. Mest for store firmaer. Jeg kan godt lide det, og det er fedt med mange bolde i luften og at få tingene til at lykkes. Det er fedt at blive udfordret.«
Jobbet giver altså et godt kick, selvom det er svært at erstatte de helt store begivenheder, som hun har stået i som udøver.
»Det er næsten en forbandelse at have prøvet det, for der er ikke rigtig noget, der kan måle sig med det, men de her events kommer meget tæt på.«
Hun kan godt gå lidt under radaren i jobbet, men engang imellem er der stadig nogle, der genkender navnet eller ansigtet.
»Det bliver færre og færre, men ovre i Jylland er der større sandssynlighed for at blive genkendt, og der er også nogle, der spørger over telefonen. Jeg synes det er helt okay, for 99 procent af gangene er det positivt, og folk har haft nogle gode minder fra dengang.«
