'Du vil jo gerne være med i hulen, ikke' Mulle?'

Morten Hoff blev i 1983 landskendt som 'Mulle', der i ungdomsfilmen 'Zappa' bliver lokket til at spise en skovsnegl. Herunder kan du se, hvad han laver i dag – og få hans svar på, om det var en ægte snegl eller ej.

Det hele startede med et uventet besøg i skolen.

I starten af 1980erne gik Morten Hoff i 9. klasse, da de pludselig en dag fik besøg af nogle filmfolk, der ledte efter unge drenge til filmen 'Zappa'.

Morten blev spurgt, om han ville komme til prøvefilmning, han sagde ja – og kort fortalt stod han pludselig med en rolle som drengen 'Mulle' i en af de mest ikoniske danske ungdomsfilm nogensinde.

»Jeg husker det som en enorm fed oplevelse, at være med i 'Zappa',« lyder det i dag fra Morten Hoff.

»Jeg kastede mig bare ud i det, uden at vide præcis hvad det var. Det gav nogle fede erfaringer, og det var spændende at tage ansvar og lære at skulle samarbejde med andre mennesker på et ret tidligt tidspunkt i livet,« tilføjer han.

Filmkarrieren sluttede dog hurtigt igen.

Morten Hoff (Til højre) spillede i 'Zappa' sammen med Adam Tønsberg og Peter Reichhardt.
Morten Hoff (Til højre) spillede i 'Zappa' sammen med Adam Tønsberg og Peter Reichhardt. Photo 12/PA Images/Ritzau Scanpix

I starten var det flatterende at blive genkendt på gaden, men i længden havde han svært ved konstant at blive associeret med 'Mulle'-karakteren.

»Det var jo folk på min egen alder, der så filmen, så jeg blev ofte genkendt. Mange havde svært ved at skelne mellem 'ham der spiller 'Mulle'' og karakteren, og det syntes jeg var svært – jeg ville jo også gerne kendes for så meget andet.«

Han er noteret for nogle enkelte andre småroller, men det var aldrig noget, han selv opsøgte.

»Der er flere ting, der gjorde, at jeg stoppede med at lave film. Den vigtigste årsag var, at jeg havde lyst til at lave andre ting,« fortæller Morten Hoff og fortsætter:

»Dernæst havde jeg ikke lyst til at leve et liv, hvor jeg var så eksponeret. Det sidste filmtilbud fik jeg da jeg var i slutningen af 20erne, hvor de havde en karakter, der kunne lidt det samme som 'Mulle'. Der sagde jeg endegyldigt nej.«

I stedet fulgte Morten Hoff sin interesse for idræt og bevægelse.

Efter et ophold på Oure Idrætshøjskole tog han først en idrætsuddannelse på universitet og dernæst en uddannelse indenfor kulturstudier, som førte til en PhD. Grad om ældre og fysisk aktivitet.

»På Oure blev jeg så vildt begejstret over, hvad idræt, fællesskaber og undervisning kunne flytte hos mig selv. Det ville jeg gerne give videre til andre unge,« fortæller han.

Morten Hoff er i dag 58 år.
Morten Hoff er i dag 58 år. Privatfoto

Efter flere år med forskellige job indenfor sundhed blev Morten Hoff sidste år fritid- og idrætschef i Kolding Kommune, hvor han kan dyrke sin glæde for sport og fællesskaber.

I dag er han 58, bor i Odense, er far til en datter på 22 år – og så skal han snart giftes.

»Min datter synes, det er sjovt, at jeg var med i 'Zappa'. Da hun var syv år kom hun en dag hjem fra en tur i Kvickly med sin mor og havde filmen med i hånden. Hun havde fået at vide, at det var hendes far, der var med, og siden har vi set filmen sammen nogle gange.«

Adspurgt om han stadig bliver genkendt, lyder svaret: 'På en måde'.

Indtil han var cirka 45 år skete det jævnligt, men så begyndte det at stilne kraftigt af, indtil han for ikke så længe siden pludselig blev genkendt af en ung tjener, der skænkede ham kaffe.

»Det er skørt. Men jeg tror, vi er der, hvor det nok sker med fem års mellemrum – måske mere,« griner Morten Hoff, der stadig har sporadisk kontakt med sin 'Zappa'-kollega Adam Tønsberg, der spillede en af de andre hovedroller.

»Vi er Facebook-venner, så vi kan skrive lidt sammen, men jeg flyttede jo også hurtigt til Fyn, mens han stadig bor på Sjælland.«