Har du børn på Nord-Vest Privatskole? Skriv til jani@bt.dk

Myndigheder forbereder forældre på lukning af den muslimske friskole Nord-Vest Privatskole og byder eleverne velkommen på folkeskoler.

Hundredvis af forældre til elever på den muslimske friskole Nord-Vest Privatskole i København  har fået brev fra myndighederne, der forbereder forældre på en fremtidig lukning og et muligt skoleskift.

Den muslimske friskole har skabt stor debat, efter at statens tilsyn bl.a. har fundet undervisningsmateriale om jihad på skolen. Den har desuden så meget rod i økonomien, at dens statslige tilskud på over 11 mio. kr. nu tilbageholdes af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

BT har afdækket forhold på 5 andre muslimske friskoler, og nu vil flere partier, heriblandt Socialdemokratiet, lukke samtlige muslimske friskoler.

Nord-Vest Privatskole har ifølge sit seneste regnskab 237 elever, der ved en fremtidig lukning skal fordeles. 160 elever bor i Københavns Kommune, som 8. september skrev et brev til forældrene med vejledning på dansk, engelsk og arabisk.

»Vi skriver til dig for at fortælle om de muligheder, dit barn har for at blive optaget på en københavnsk folkeskole. Det gør vi, fordi Nord-Vest Privatskole måske mister sit tilskud fra staten, og at skolen derfor muligvis vil lukke,« lyder indledningen på brevet.

Balladen om Nord-Vest Privatskole begyndte i maj, da skolens tilsynsførende indberettede en række bekymrende forhold til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Ejerne af skolens nye bygninger ville i strid med loven have indflydelse på skolen, og samtidig var der grund til at se på skolens økonomi, fortalte hun.

BT har tidligere afdækket, hvordan skolen i årevis har afleveret misvisende regnskaber, der var i strid med regnskabsloven. Og hvordan skolen havde over 850.000 kroner til gode i skolepenge fra forældre.

En mulig forklaring på de manglende penge er, at skolen ifølge den tidligere skoleleder, Luqman Pedersen, lavede aftaler med forældre om gratis skolegang i privatskolen. Det har han fortalt statens tilsyn, fremgår det af BT’s aktindsigt i tilsynets notater.

Styrelsen satte skolen under skærpet tilsyn i juni og valgte i slutningen af august at tilbageholde det statslige tilskud samt meddele, at styrelsen har planer om helt at droppe tilskuddet.

Skolen havde indtil 14. september til at komme med indvendinger, og styrelsen er i denne uge ved at behandle skolens svar, hvorefter den træffer sin endelige afgørelse.

Men sikkert er det, at Undervisningsministeriet har fundet det nødvendigt at orientere Københavns Kommune om, at skolen står til at miste sit tilskud, og på den baggrund skrev kommunen til forældrene.

»Hvis dit barn ikke længere skal gå på Nord-Vest Privatskole, vil det glæde os, hvis I vælger en af Københavns folkeskoler,« afsluttes brevet.

Naser Khader, integrationsordfører hos Konservative, er glad for udsigten til, at eleverne på den muslimske friskole bliver spredt på folkeskoler.

»Jeg har det fint med, hvis sådan en skole lukker. Det er godt for børnene, og man skal tænke på børnenes ve og vel. Hvis de fortsætter i almindelig dansk skole, er det det bedste, der kunne ske for børnene og deres videre integration,« siger han.

Tidligere lærere på Nord-Vest Privatskole har i BT berettet om religiøs og  social kontrol. Den tidligere skoleleder Luqman Pedersen har desuden over for tilsynet fortalt, at der foregik snyd ved eksamen i 2016 og 2017.

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet Lars Aslan Rasmussen, der selv er andengenerationsindvandrer, ser også hellere, at de muslimske elever skifter til en folkeskole.

»De muslimske friskoler skader integrationen. Jeg er selv glad for, at jeg ikke blev sendt på sådan en. Det gjorde mange af mine venner på Nørrebro, og min far er jo også muslim. Nogle mener, det er godt for muslimske børn at vokse op med andre muslimske børn. Det er noget sludder. Selvfølgelig er det bedst for integrationen, at de bliver spredt mest muligt,« siger han.

Det reelle antal elever, der ved en fremtidig lukning skal fordeles, kan dog være mindre end 237. For ifølge den tidligere leder af skolen, Luqman Pedersen, er der grund til at statens undersøger »om der går elever på skolen, som reelt ikke er til stede (måske befinder de sig i udlandet),« siger han i sin indberetning til tilsynet.

Nord-Vest Privatskole er ikke vendt tilbage på BT’s henvendelse.