Undervisningsminister Merete Riisager har tiltro til, at statens tilsyn i dag har truffet den rigtige beslutning - at Nord-Vest Privatskole mister sit statstilskud på over 11 mio. kr.

»Vi ønsker ikke, at skatteborgere skal finansiere skoler, som ikke lever op til lovgivningen eller måske ligefrem modarbejder det samfund, de er en del af. Vi vil ikke støtte parallelsamfund,« siger Merete Riisager (LA).

Friskolerne får omkring 75 procent af deres udgifter dækket af staten.

Balladen om Nord-Vest Privatskole begyndte i maj, da skolens tilsynsførende indberettede en række bekymrende forhold til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Ejerne af skolens nye bygninger ville i strid med loven have indflydelse på skolen, og samtidig var der grund til at se på skolens økonomi, fortalte hun.

Siden da har den muslimske friskole skabt stor debat, efter at statens tilsyn bl.a. fandt undervisningsmateriale om jihad på skolen, og tidligere ansatte berettede om religiøs kontrol samt snyd ved afgangsprøver - ligesom BT har afdækket dårlig forvaltning af statens penge og manglende indkrævning af over 850.000 kroner i skolepenge.

I torsdags kunne BT fortælle, at forældre til elever på skolen modtog et brev fra Københavns Kommune, der forberedte eleverne på en mulig lukning af skolen og bød eleverne velkommen i folkeskolen.

»Vi skriver til dig for at fortælle om de muligheder, dit barn har for at blive optaget på en københavnsk folkeskole,« lød indledningen på brevet, der blev sendt på dansk, engelsk og arabisk.

Merete Riisager håber, at de omkring 237 børn der måske snart står uden skole vil skifte til folkeskolen.

»Jeg har i dag talt med en lokal skoleleder, som gerne vil byde børnene velkommen. Det er vigtigt, at de får foretaget skoleskift til en skole, der kan hjælpe dem med at få indblik i det samfund, de vokser op og bliver en del af.«

Integrationsordfører Naser Khader (K) er glad for, at den muslimske friskole mister sit tilskud.

»Det er godt for børnene, at de nu kan slippe ud i friheden i danske skoler. Jeg tror, de muslimske friskoler skal være på dupperne, for styrelsen vil komme efter mange af dem. Det er jo børnenes ve og vel og deres fremtid i Damark, det handler om,« siger Naser Khader. Han mener ikke, at skolerne bidrager til integrationen.

»Det er jo tredjegenerationsindvandrere, de fleste af dem. Deres forældre er født i Danmark, og alligevel sidder de på skoler, hvor man snakker arabisk og læser Koranen. Det går den forkerte vej.«

BT har afdækket forhold på 5 andre muslimske friskoler, og flere partier, heriblandt Socialdemokratiet, vil lukke samtlige muslimske friskoler.

To andre friskoler er også sat under skærpet tilsyn. En af dem, Al-Salam Skolen i Odense, får også tilbageholdt sit tilskud.

»Vi har først fået rigtig viden om det her område, efter styrelsen systematisk er begyndt at gennemgå skolerne,« siger Merete Riisager og tilføjer:

»Men pressen har også haft en betydning, fordi især BT og Berlingske har været med til at bringe sager frem, som ikke tidligere har været kendt. Så pressen har spillet en aktiv rolle i forhold til at afdække forhold, som har været vigtige.«

Styrelsen satte Nord-Vest Privatskole under skærpet tilsyn i juni og valgte i slutningen af august at tilbageholde det statslige tilskud samt meddele, at styrelsen havde planer om helt at droppe tilskuddet.

Skolen havde indtil 14. september til at komme med indvendinger eller påpege fejl i styrelsens behandling af sagen. Det er altså ikke lykkedes skolen.