Du skal ikke umiddelbart blive bange, hvis du hører skud, når du onsdag aften er ude at handle i Bilka i Aalborg Storcenter.
Lyden kommer forhåbentligt fra den øvelse, som reaktionspatruljen fra Nordjyllands Politi afholder mellem klokken 19.30 og 22.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
'Reaktionspatruljen, også kendt som Romeo, er en almindelig beredskabspatrulje med særlig uddannelse og udstyr, der kan indsættes med kort varsel, hvis det er påkrævet i kritiske situationer, hvor menneskeliv er i fare, og hvor tiden er afgørende,' skriver politiet.
Mens øvelsen kører har Bilka åbent som sædvanligt, men besøger man indkøbscentret, vil man blive mødt af synlig skiltning, der informerer om politiets træning. De forskellige øvelsesaktiviteter vil betyde, at borgerne kan møde en hel del synligt – og kampklædt – politi, ligesom man muligvis kan høre skud med løs ammunition.
Lasse Kragh er vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi. Han siger:
»Vi gør meget ud af, at øvelserne er virkelighedstro og finder sted i realistiske omgivelser. Derfor er vi også glade for, at vi har fået mulighed for at træne ved Bilka og storcentret.«