Vandvidsbilisten, som ifølge mistanken slog en 65-årig mand ihjel efter at have suget lattergas og kørt ræs i en stor Porsche, slipper med stor sandsynlighed billigere, fordi han er under 18 år.
Det slår en strafferetsekspert fast i B.T.
Nu vil flere politikere have fjernet ungdomsrabatten, som der er praksis for at give til gerningsmænd under 18 år.
»Det skal stoppes. Der skal ikke være strafrabat på grund af alder. For os handler det om forbrydelsens beskaffenhed. Når man sætter sig ind i en Porsche, tager lattergas og kører ræs, er det overlagt drab, hvis man slår andre trafikanter ihjel,« siger Mette Thiesen, der er retsordfører for Dansk Folkeparti.
»Vi er også nødt til at kigge på, hvad det her sender af signal. Det handler om retsfølelsen. Hvis man er gammel nok til at køre rundt med lattergas i blodet og brage ind i en, som man slår ihjel, så skal det have hårde konsekvenser. Vi er nødt til at tage fløjlshandskerne af,« siger hun.
Lignende toner lyder der fra regeringspartiet Venstre, der dog ikke vil gå så vidt som helt at fjerne ungdomsrabatten.
»Vi skal have skitseret under hvilke betingelser, der gives ungdomsrabat. Det kan jo godt være humant og rimeligt i nogle tilfælde,« siger Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen og fortsætter:
»Men når det gælder vanvidsbilisme af denne her karakter, er det så alvorligt, at der ikke skal gives noget rabat overhovedet. Det er jo også et spørgsmål om, at det skal have en præventiv effekt og sende et signal om, at det er en alvorlig forbrydelse at sætte sig ind i en bil, tage lattergas og køre vanvidskørsel«.
Det er strafferetsekspert og professor emeritus ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard, der fortæller, at der er retspraksis for, at det indgår som en formildende omstændighed, hvis en gerningsmand er under 18 år. I tidligere lignende sager har straffen ligget på seks års fængsel uden ungdomsrabat.
Sagen om den 17-årige vanvidsbilist har blandt andet vakt opsigt, fordi en video fra sociale medier viser den formodede gerningsmand suge lattergas-patroner på en villavej i Glostrup nogle timer inden, at han kørte den 65-årige mand ned.
Trafikdrabet kommer blot få måneder efter, at Folketinget vedtog, at 17-årige godt må køre bil alene i tidsrummet mellem klokken fem om morgenen til klokken 20 om aftenen. Tidligere skulle man være over 18 år for overhovedet at køre.
»Reglerne giver stadig god mening for de unge, der bor i de tyndt befolkede områder. Men det skal ikke betyde, at helt unge vanvidsbilister kan få rabat på straffen,« siger Mette Thiesen.
Men ungdomsrabatten skyldes vel også, at unge ikke kan overskue konsekvenserne af deres handlinger ligesom voksne. At deres frontallapper endnu ikke er vokset sammen. Skal der ikke tages hensyn til det?
»Vi bliver nødt til som politikere at forholde os til virkeligheden. At vi har nogle unge med udlændingebaggrund, som er mere forråede i deres opførsel,« siger hun med henvisning til, at den formodede gerningsmand i lattergas-sagen har anden etnisk herkomst end dansk.
Preben Bang Henriksen siger, at han vil hive fat i justitsminister Peter Hummelgaard for at få ham til at se på, hvordan man kan sikre, at unge vanvidsbilister ikke får strafrabat fremadrettet.