Når Real Madrid i begyndelsen af august vender tilbage fra sin nordamerikanske tour, vender Martin Ødegaard tilbage til en ny virkelighed.

For godt nok er det norske stortalent med på turen til Canada og USA– i øvrigt ikke med træner Zinedine ZIdanes gode vilje – men det bliver sandsynligvis også noget nær sidste gang, at Martin Ødegaard får lov at boltre sig med de øvrige førsteholdsspillere i denne omgang.

Nu skal nordmanden nemlig udlejes. Det skriver spanske AS.

Efter hjemkomsten i begyndelsen af august skal far og rådgiver Hans-Erik Ødegaard angiveligt til møde med Real Madrid-ledelsen for at finde den rette klub.

Martin Ødegaard har været halvandet år i Real Madrid uden helt at kunne indfri de skyhøje forventingner. Han er stadig kun 17 år og fylder 18 til december.

»Alt tyder på, at han skal til Tyskland. Real Madrid kan lide spillestilen i Bundesligaen og den måde, hvorpå unge spillere køres ind,« siger AS-journalisten Carlos Forjanesi en uddybende kommentar til norske VG.

Artiklen fortsætter under billedet...

Martin Ødegaard (th.) skulle have indført i sin kontrakt, at han skal træne med førsteholdet mindst fem gange om ugen. Her sammen med Cristiano Ronaldo og Gareth Bale.
Martin Ødegaard (th.) skulle have indført i sin kontrakt, at han skal træne med førsteholdet mindst fem gange om ugen. Her sammen med Cristiano Ronaldo og Gareth Bale. Foto: GERARD JULIEN
Vis mere

Dermed vil Martin Ødegaard være den fjerde Real Madrid-spiller, der sendes  til Bundesligaen i denne sæson, enten som udlejet eller decideret solgt:

  • Borja Mayoral (Wolfsburg),
  • Jesús Vallejo (Eintracht Frankfurt,
  • Omar Mascarell (Eintracht Frankfurt).

Men det behøver ikke nødvendigvis at være ensbetydende med et endegyldigt exit fra den spanske storklub.

Succeshistorien er Dani Carvajal, der i 2012 blev solgt til Bayer Leverkusen med et tilbagekøbsklausul. Allerede året efter blev den indfriet på grund af en blændende indsats, og backen er nu fast mand hos Real Madrid.

VG har forgæves forsøgt at komme i kontakt med Hans-Erik Ødegaard mellemmanden Tore Pedersen for at få en kommentar.