En ny video viser de afgørende sekunder, hvor politi mister gerningsmanden, der sidste onsdag dræbte fem mennesker i byen Kongsberg, af syne.

Det skriver den norske avis VG tirsdag aften.

Videoen er blevet optaget foran et supermarked og varer i alt 19 sekunder.

Her ser man de to politibetjente, der som de første ankom til stedet, stå ved indgangspartiet. Den ene ser ud, som om han taler i telefon.

Fire minutter tidligere havde politiet haft kontakt til den 37-årige Espen Andersen Bråthen for første gang.

De valgte at trække sig tilbage, efter at de blev beskudt to gange med bue og pil inde i butikken.

Betjentenes beskyttelsesudstyr lå i bilen. De var bevæbnet, men var ikke i stand til at affyre skud, skriver VG.

Sekunder senere ser man i videoen en tredje betjent i fuldt beskyttelsesudstyr komme fra højre. Han går mod indgangen.

På samme tidspunkt mister politiet gerningsmanden af syne.

Politichef Ole Bredrup Sæverud har tidligere forklaret til VG:

»Der kommer en patrulje til med en betjent, som bærer vest og beskyttelsesudstyr, hvilket gør, at vi kan nærme os. Når dette er på plads, slipper han væk,« sagde han i weekenden.

Videoen er blevet optaget klokken 18.22 - ti minutter efter at politiet fik første anmeldelse ind.

Fra Espen Andersen Bråthen slap væk fra politiet, gik der 24 minutter, før at politiet fik anholdt ham.

I den periode dræbte han fem personer forskellige steder i byen. Det blev først meldt ud, at han skød sine ofre med bue og bil, men det er siden kommet frem, at de blev dræbt med stikvåben.

Politiet har tidligere sagt, at psykisk sygdom er politiets stærkeste teori for et motiv.

Espen Andersen Bråthen har anerkendt de faktiske forhold i sagen, men har ikke taget stilling til, om han har begået noget ulovligt.

/ritzau/