Hvad skete der helt præcist den dag, den norske milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagen forsvandt sporløst fra sit hjem?

Det er blot ét af de mange ubesvarede spørgsmål, man her et halvt år efter endnu forsøger at finde et svar på i den mystistiske forsvindingssag.

Helt præcist er der nu gået 181 dage, siden den 69-årige Anne-Elisabeth Hagen forsvandt fra hjemmet i Lørenskog nær Oslo. Mere end 4.343 timer har hendes familie ledt efter hende - og savnet hende.

Men endnu er det ikke lykkedes at finde den forsvundne kvinde.

Her ses et billede fra den nye aktion for at finde Anne-Elisabeth Hagen.
Her ses et billede fra den nye aktion for at finde Anne-Elisabeth Hagen. Åserud, Lise

Mandag gav politiet sig i kast med endnu et forsøg på at opspore den norske milliardærfrue - og både betjente, dykkere og såkaldte lig-hunde som dem, der for to år siden fandt liget af den svenske journalist Kim Wall, deltager.

Herunder kan du få et overblik over seks af de helt store ubesvarede spørgsmål i den mystiske sag:

1. Hvad skete der, da Anne-Elisabeth Hagen forsvandt?

Det eneste, der står helt klart om den dag, den norske kvinde forsvandt, er, at det skete i et tidsrum på omkring fire timer den 31. oktober, mens hendes mand - Tom Hagen, der er en af landets rigeste - var på arbejde.

Politiet har tidligere oplyst, at man mener, hun forsvandt fra sit hjem i tidsrummet mellem klokken 9.15 og 13.30.

Årsagen til, at politiet har indsnævret det til det tidsrum, er, at det sidste sikre livstegn fra Anne-Elisabeth Hagen var en telefonsamtale med et familiemedlem klokken 09:14.

Tom Hagen var taget på arbejde omkring klokken 09:00 den morgen, og han var tilbage i parrets hjem klokken 13:30. På det tidspunkt var hans hustru forsvundet.

2. Er hun endnu i live?

Det korte svar er, at det ved ingen - udover de personer, som man formoder kidnappede hende fra hendes hjem.

Siden hun forsvandt for seks måneder siden, har hverken hendes familie eller politiet fået nogen former for livstegn fra hende.

Familiens bistandsadvokat har ellers flere gange opfordret de formodede kidnappere om at give tegn på, at Anne-Elisabeth Hagen er i live, da familien i så fald er villige til at indlede en forhandling med dem. Det er dog ikke sket.

Tirsdag oplyser politiet nu, at der er 'forstærket bekymring' for, at hun ikke længere er i live.

3. Hvad stod der på sedlen, der blev fundet?

Da Tom Hagen kom hjem til parrets villa den 31. oktober og ikke kunne finde sin hustru, fandt han en seddel, hvoraf der fremgik et krav om løsepenge og en trussel om, at der ville ske Anne-Elisabeth noget, hvis politiet blev involveret.

Men hvad der derudover stod på sedlen - og hvordan den var skrevet - vides endnu ikke.

Ægteparrets hjem i Lørenskog.
Ægteparrets hjem i Lørenskog. Åserud, Lise

Til det norske medie VG har politiinspektør Tommy Brøske, der leder efterforskningen, tidligere fortalt, at brevet var længere, end han havde forventet:

»Jeg vil ikke sige noget om længden, men det var længere, end jeg havde forventet. Nu har jeg ikke læst mange af sådanne typer breve, men det var længere, end jeg havde troet,« fortalte han for en måned siden.

4. Hvem er mændene på overvågningsvideoerne?

I forbindelse med, at politiet i januar stod frem og fortalte offentligheden om den mulige kidnapningssag, blev der fremvist to overvågningsvideoer af området ved Tom Hagens arbejdsplads, Futurum.

Begge videoer er fra om morgenen den 31. oktober, og på videoerne kan man se to personer går forbi bygningen. Den ene ses på en af videoerne vende pludseligt om og gå tilbage den vej, han kom fra.

Siden har politiet forsøgt at finde frem til de to personer, men det er endnu ikke lykkedes.

Politiet har tidligere fortalt, at man har en formodning om, at Tom Hagen og resten af familien kan have været holdt 'under observation' af de mulige gerningsmænd i tiden op til forsvindingen.

5. Hvad fandt politiet i parrets hjem?

Udover at der blev fundet en seddel med krav om løsepenge, er det ikke kommet frem, om politiet har fundet andet i parrets hjem.

Det vides derfor ikke, om der for eksempel er tegn på, at Anne-Elisabeth Hagen skal have kæmpet imod de personer, man frygter har kidnappet hende, og det vides heller ikke, om der er fundet dna-spor, der har betydning for sagen.

6. Hvordan foregår kontakten med de formodede kidnappere?

Det er kommet frem, at politiet har kommunikeret med de formodede kidnappere gennem det, der er blevet beskrevet som 'en krævende kommunikationsplatform'.

Men der har været langt mellem beskederne på platformen, og ifølge norske medier er det mere end to måneder siden, at politiet sidst har bekræftet, at man har haft kontakt med de mulige gerningsmænd.

Dog har politiet oplyst, at skruppelløse personer har forsøgt at udnytte familien Hagens desperate situation, da personer, der har udgivet sig for at være kidnapperne, har forsøgt at lokke penge ud af Tom Hagen. De er nu sigtet for bedrageriforsøg.

Det nye forsøg på at finde Anne-Elisabeth Hagen - eller finde spor i sagen - forventes at strække sig over flere dage denne uge.