Det er ikke nemt for ham at kommentere, og han må veje sin ord nøje.
Alligevel sætter den norske politiinspektør Tommy Brøske nu nogle ord på det trusselsbrev, der blev fundet i det hus i Lørenkrog, hvorfra milliardærfruen Anne Elisabeth Hagen for mere end fire måneder siden forsvandt sporløst.
Det skriver det norske medie VG.
Tommy Brøske sad selv og slumrede foran fjernsynet om aftenen den 31. oktober sidste år, da han fik opringningen fra en af sine efterforskningsledere:

68-årige Anne Elisabeth Hagen var forsvundet fra sit hjem, og i hendes sted havde hendes mand - en af Norges rigeste mænd, Tom Hagen - fundet en seddel, hvoraf der fremgik et krav om løsepenge og en trussel om, at der ville ske Anne Elisabeth noget, hvis politiet blev involveret.
Derfor måtte den første store del af efterforskningen foregå i det skjulte, så ingen kunne regne ud, at politiet var på sagen, forklarer Tommy Brøske.
Fra begyndelsen havde politiet nemlig en formodning om, at Tom Hagen og resten af familien kunne have været blevet holdt under observation af 'modparten', som politiet betegner afsenderen af brevet som.
Til VG bekræfter han, at han selv har læst brevet, som blev efterladt i huset. Det er dog svært for ham at sætte ord på de tanker, der gik gennem hans hoved, da han læste det, da han ikke vil risikere at røbe noget fra efterforskningen, som har brevet som et centralt omdrejningspunkt.
Én ting løfter han dog sløret for. Brevet var længere, end han havde forventet.
»Jeg vil ikke sige noget om længden, men det var længere, end jeg havde forventet. Nu har jeg ikke læst mange af sådanne typer breve, men det var længere, end jeg havde troet,« fortæller han.
På spørgsmålet om, hvorvidt brevet siger noget om 'modparten', lyder svaret, at 'det kan det gøre'.
»Det er, som når man læser andre ting, så kan man gøre sig nogle tanker. Om sprog og hvordan de formulerer sig, jeg gjorde mig nogle tanker om det på lige fod med andre, som læste det,« forklarer Tommy Brøske til VG.

Siden Anne Elisabeth Hagen forsvandt, har politiet betragtet sagen som en formodet kidnapning.
I midten af januar valgte politiet og familien - gennem en bistandsadvokat - at stå frem og fortælle offentligheden om sagen. Flere gange har bistandsadvokaten på vegne af familien fortalt, at familien er klar til at forhandle med de formodede kidnappere. Men kun hvis man kan få livstegn fra den forsvundne kvinde.
Sidste livstegn fra Anne Elisabeth Hagen var klokken 9.14 den 31. oktober, da hun havde en telefonsamtale med et familiemedlem. Da hendes mand - Tom Hagen - kom hjem fra arbejde klokken 13.00, var hun væk.
Politiet har modtaget mere end 1.500 tip i sagen, men ingen af dem har ført til betydelige fremskridt i efterforskningen.