Den norske milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagen har været forsvundet sporløst siden den 31. oktober 2018, og mens politi og familie fortsat håber på at høre fra hendes kidnappere, bliver de plaget af svindlere.

Under efterforskningen har flere kyniske fupmagere forsøgt at udnytte situationen til at få udbetalt en løsesum.

Det skriver den norske avis VG, som har set et af de seneste svindelforsøg.

Det er cirka to uger gammelt og blev sendt fra en krypteret mail-konto til netmediet Medier24.

I en besked nævner svindlerne Hagen-familien, deres advokat Svein Holden og politiinspektør Tommy Brøske.

Herefter skriver de, at de vil sende livstegn via et videolink, hvis de modtager 3000 enheder af krypto-valutaen monero, som svarer til cirka 920.000 danske kroner.

»Jeg synes, det er trist, at der er mennesker, som forsøger at udnytte sådan en situation for egen vindings skyld,« siger Svein Holden, der er advokat for Hagen-familien, til VG.

Mailen er skrevet på engelsk og er underskrevet af et navn, som er et kendt idrætsnavn i Bulgarien.

Anne-Elisabeth Hagen blev bortført den 31. oktober.
Anne-Elisabeth Hagen blev bortført den 31. oktober. NTB SCANPIX

Samme afsender har tidligere forsøgt at kontakte Hagen-familien, skriver VG.

Politiet fortæller, at flere svindlere de seneste uger har forsøgt sig med lignende svindelnumre.

Man kan dog afvise, at det er de reelle kidnappere ved at sammenligne kommunikationen, man hidtil har haft med dem, der mistænkes for at bortføre Anne-Elisabeth Hagen.

Den norske milliardærfrue forsvandt fra sit hjem i Lørenskog den 31. oktober. Siden da har politiet været i kontakt med de formodede kidnappere flere gange - dog ikke siden 11. februar.

Svein Holden, advikat for Hagen-familien, kalder det 'trist', at svindlere forsøger at slå plat på Anne Elisabeth Hagens forsvinden.
Svein Holden, advikat for Hagen-familien, kalder det 'trist', at svindlere forsøger at slå plat på Anne Elisabeth Hagens forsvinden. NTB SCANPIX

Norsk politi har på intet tidspunkt modtaget livstegn fra Ann-Elisabeth Hagen, og det fik den 28. februar politiet til åbent at betvivle, om hun overhovedet stadigvæk er i live.

»Det er naturligt for politiet at stille spørgsmål og betvivle, om hun fortsat er i live,« sagde Tommy Brøske på en pressekonference:

»Der er god grund til at tro, at hun er udsat for en alvorlig strafbar handling,« tilføjede han.

Politiet har fået over 1.500 tip i sagen. Ingen af dem har ført til betydelige fremskridt i efterforskningen.