Norsk politi fraråder familien til den bortførte milliardærfrue at betale løsepenge, men på den anden side skal der også være noget at forhandle om, siger amerikansk ekspert fra FBI.

Der er stadig intet spor af den 68-årige Anne-Elisabeth Hagen fra Norge, som har været som sunket i jorden siden 31. oktober sidste år, da hendes mand kom hjem og fandt en besked fra hendes formodede kidnappere.

I de forløbne 16 uger har norsk politi arbejdet på højtryk for at opklare mysteriet om hendes forsvinden, men trods ihærdige forsøg er det endnu ikke lykkedes at fremskaffe det mindste bevis for, at hun stadig er i live.

Det er også stadig et åbent spørgsmål, hvem der er ansvarlig for hendes skæbne.

VIDAR RUUD

Anne-Elisabeth Hagen er gift med en af Norges rigeste mænd.

Alligevel har politiet hele tiden frarådet familien at gå ind på gerningsmændenes krav om løsesum på ni millioner norske kroner.

Familien har tidligere erklæret sig villige til at forhandle med kidnapperne, men kræver, at de får et sikkert livstegn fra deres kone og mor først.

Det er endnu ikke sket, og så længe familien ikke ved, om Anne-Elisabeth Hagen stadig lever, kan det ikke komme på tale at indgå i en forhandling.

Anne-Elisabeth Hagen har været væk siden den 31. oktober sidste år.
Anne-Elisabeth Hagen har været væk siden den 31. oktober sidste år. Privat / NTB scanpix

Ifølge den norske avis VG står politiet stejlt på, at familien ikke skal betale løsesum.

Familien bliver rådgivet af en særlig enhed hos politiet, som har erfaring med den slags fra tidligere sager.

»Politiet har en rolle, hvor vi skal rådgive familien, som står i en meget, meget svær situation. Vi bygger vores råd og vores vejledning på erfaringer fra tilsvarende sager andre steder i verden. Det er på den baggrund, at vi har givet rådet - og fortsat står ved det - om ikke at indlede nogen forhandling, før der er kommet noget livstegn,« siger politiinspektør Tommy Brøske til avisen.

VG har også talt med Gregg McCrary, som tidligere har arbejdet for FBI i USA. Han kalder det en klog beslutning, at politiet råder familien til at holde tilbage med at betale løsesummen.

På den anden side bliver de nødt til at være klar til at forhandle, understreger han.

»Det er klogt at nægte at betale uden livstegn. Når det er sagt - hvis de nægter at betale under alle omstændigheder, så bliver det praktisk talt umuligt at forhandle produktivt med kidnapperne. Forhandlinger kræver, at begge sider må opgive noget for at få det, de vil have,« siger han og fortsætter:

»Hvis den ene part nægter at give det, den anden part vil have, så bliver det så godt som umuligt at deltage i produktive forhandlinger. I dette tilfælde ønsker familien og politiet, at offeret skal komme tilbage i god behold, mens gerningsmændene vil have løsesummen.«

»Hvis familien og politiet siger, at de ikke vil betale løsesum under nogen omstændigheder, så skaber det samme problem. De må i det mindste sige, at de er villige til at betale, og gerningsmændene må på samme måde være villige til at løslade offeret. Ellers er der ingenting at forhandle om,« siger den tidligere FBI-agent til avisen.