Der er nu 'forstærket bekymring' for, at den forsvundne norske milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagen ikke længere er i live.

Det er et halvt år siden, at den norske kvinde - der er gift med en af landets rigeste mænd - forsvandt sporløst fra sit hjem øst for Oslo. Hun frygtes at være blevet kidnappet.

Siden har politiet ledt, søgt og bedt om hjælp for at finde hende. Men uden held.

Til det norske medie VG fortæller politiinspektør Tommy Brøske, der er leder af efterforskningen, at håbet om at finde hende i live svinder ind:

Her ses et billede fra den nye aktion for at finde Anne-Elisabeth Hagen.
Her ses et billede fra den nye aktion for at finde Anne-Elisabeth Hagen. Åserud, Lise

»Vi har tidligere udtrykt bekymring på grund af mangel på livstegn (fra hende, red.), og vi må bare erkende, at den bekymring er yderligere forstærket nu,« siger han og tilføjer:

»Vi mener nu, at det er mindre sandsynligt at Anne-Elisabeth er i live, end da vi påbegyndte efterforskningen af denne sag. Samtidig må jeg påpege, at vi fortsat ikke har nogen beviser for det modsatte.«

Politiet arbejder fortsat ud fra en teori om, at den 69-årige Anne-Elisabeth Hagen blev kidnappet fra sit hjem.

Det skyldes, at hendes mand - Tom Hagen - fandt en seddel i parrets villa, hvoraf der fremgik et krav om løsepenge og en trussel om, at der ville ske Anne-Elisabeth noget, hvis politiet blev involveret.

Har bedt om livstegn

Siden har hverken hendes familie eller politiet dog fået nogen former for livstegn fra hende.

Familiens bistandsadvokat har ellers flere gange opfordret de formodede kidnappere om at give tegn på, at hun er i live, da familien i så fald er villige til at indlede en forhandling med dem.

Det er ikke sket.

Mandag gav politiet sig i kast med endnu et forsøg på at finde den norske milliardærfrue - og både betjente, dykkere og såkaldte lig-hunde som dem, der for to år siden fandt liget af den svenske journalist Kim Wall, deltager de kommende dage i aktionen.