Kun ganske få meter adskilte de forsamlede mennesker på stranden fra det fly, der fløj hen over dem for at komme hen til landingsbanen kort derfra.

En video af en flylanding på den græske ferieø Skiathos har på kort tid vakt stor opsigt verden over.

Det skriver flere medier - blandt andet britiske Independent og norsk TV 2.

»I dette tilfælde ser det ud, som om piloten ikke har indlagt de samme sikkerhedsmarginer, som jeg ville have gjort,« forklarer lederen for sikkerhedskomiteen i Norsk Flyveforbund, Jo Bjørn Skatval, til sidstnævnte medie.

Lufthavnen på Skiathos har ikke helt uden grund fået tilnavnet 'den europæiske Saint Martin' (en caribisk tropeø, red.) på grund af, at flyene lander så lavt og kommer ganske tæt hen over blandt andet turister.

Længe har lufthavnen på ferieparadiset Saint Martin i det caribiske øhav været en populær attraktion, hvor flere hundredvis af folk hver dag forsamles på stranden tæt ved landingsbanen for at se og tage billeder, når de store fly kommer ind over.

Til norsk TV 2 forklarer Jo Bjørn Skatval videre, at man ved lige præcis det område ved lufthavnen på den græske ferieø færdes på eget ansvar, da det ikke er helt ufarligt, at man står så tæt på landingsbanen.

Blandt andet fordi de folk, der står så tæt på, kan blive ramt af den kraftige understrøm, som flyet genererer.

Flyet presser nemlig en del luft ned, hvilket ifølge Jo Bjørn Skatval giver en markant luftstrøm - og den kan man blive ramt af, når man står så tæt på.

Det er også potentielt farligt at stå så nært ved, når et fly letter, da man kan risikere at havne bag en flymotor - og luftstrømmen fra en sådan kan gøre, at man bliver kastet langt, langt væk.

Landingspladsen på Skiathos er ifølge norsk TV 2 blot 1.628 meter lang.

Det er samtidig den eneste flylandingsplads på øen.