Indbyggerne i den italienske by Trieste planlægger en demonstration lørdag for 'retten til at sove lure i hængekøjer' ved et populært skovområde tæt ved byens havneområde.

Det sker efter en 52-årig østrigsk turist fik en bøde på omkring 2000 kroner, fordi han havde lagt sig til at sove i en hængekøje, han havde hængt op mellem to træer.

Ifølge The Guardian havde flere forbipasserende klaget over manden, og derfor endte politiet med at vække ham og give ham en bøde.

Men det er faldet borgerne i Trieste for brystet, og for at vise deres solidaritet med den søvnige østrigske turist, har en gruppe ved navn 'Free Hammock Collective' arrangeret en demonstration.

De opfordrer folk til at hænge deres hængekøjer op i det skovområde, hvor turisten fik sin bøde mellem klokken 18 og 19 lørdag aften som en del af en såkaldt flashmob. En begivenhed, hvor en gruppe mennesker samles på et offentligt sted og foretager sig noget, der påkalder omverdenens opmærksomhed.

»Vi håber, at der kommer mindst 100 ulydige borgere, der vil være på stedet med deres hængekøjer«, udtaler en af organisatorerne til The Guardian.

Ifølge en pressetalsmand fra det lokale politi fik den østrigske turist bøden, fordi det var et brud på loven at hænge hængekøjen fast på træerne.

»Loven handler ikke om opførsel, men om at beskytte offentlige grønne steder«, siger hun og fortæller, at manden havde hængt sin hængekøje hen over en promenade, der kun er beregnet til fodgængere.

Ifølge The Guardian er Italien dog ikke alene om at give bøder til turister, der opfører sig uhensigtsmæssigt.

I Venedig har to tyske turister fået en bøde på omkring 7.500 kroner efter at være blevet taget i at lave kaffe på en primus på Rialto Bridge. Parret overtrådte dermed en af byens regler om, hvordan man må opføre sig i den historiske by.

I Venedig er det heller ikke tilladt at spise snacks på broerne eller på trapperne til byens monumenter eller dyppe tæerne i de mange kanaler.

Også Rom har vedtaget regler, der skal sikre, at turister opfører sig ordentligt. Her er det forbudt at hoppe i springvand, at spise grimt ved monumenter samt at trække rullekufferter ned over trapper ved historiske bygninger.