Det er ikke en selvfølge, at den lokale købmand i byen Uummannaq 400 kilometer nord for Polarcirklen har alt på hylderne.
Flere måneder om året kan forsyningsskibet nemlig ikke komme frem til den 12 kvadratkilometer store ø langs den grønlandske vestkyst på grund af isen.
Men nu har foråret meldt sin ankomst efter fem måneders forsyningspause. Og selvom der stadig er is langs kysten, er den nu så tynd, at en isbryder kan skabe en fri passage til forsyningsskibet.
Og det er tiltrængt, når skibet med forsyninger kommer. For selvom købmanden er god til at regne ud, hvor meget indbyggerne forbruger i perioden, så er der altid noget, som købmanden løber tør for.
»Butikken ved nogenlunde, hvad vi bruger hen over vinteren, men der er altid noget, vi løber tør for. Et år er det sodavand, et andet år er der ikke chips og slik at få. I år løb byen tør for kartofler,« fortæller Tim Dyrholm Arnoldi, der er skoleinspektør i byen til TV 2.
Og udover at byen igen kan få kartofler, så er forsyningsskibet også afgørende for byens indkomst.
Indbyggerne lever nemlig af fiskeri. De fisk, som de fanger, fryses ned - men til sidst kan der ikke proppes en eneste fisk mere ind i byens frysehuse.
Derfor må fiskeriet, der er byens hovederhverv, ligge stille, indtil der igen kan sejles til og fra byen.