Hvis du havde håbet på, at sommervarmen snart kom til Danmark, så vil vi sammen med DMI nu slukke dét håb.

»De næste tre uger kommer vi ikke til at opleve meget mere end 10 grader – måske kan temperaturen runde 12 grader lokalt,« lyder det fra Mette Zhang, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

Så havde du planlagt at pakke jakke, halstørklæder og huer væk, så skal du nok vente lidt endnu. Særligt hvis du er en af dem, der nyder godt af spisestedernes udeservering.

»Der er risiko for nattefrost flere nætter de kommende dage,« lyder det fra Mette Zhang.

Hun konstaterer, at det nok ikke bliver i år, vi får en tidlig sommer. Nok nærmere en lidt sen en af slagsen.

»Den kommende måned er koldere end normalt for årstiden. Vi er virkelig i den kølige ende,« siger Mette Zhang fra DMI.

Men lidt godt ny er der da, for al den blæst, vi har oplevet den seneste uge, er på vej væk.

Søndag vil fortsat være blæsende, men natten til mandag vil vinden aftage.

»Der ser ud til, at mandag vil blive mindre blæsende, og sådan vil det fortsætte den kommende uge,« siger Mette Zhang.

Desuden ser det også ud til, at selvom det bliver et ekstraordinær koldt forår, så er den også forholdsvis tør.

»Vi er i den kølige ende, men vi er også i den tørre ende,« siger vagthavende meteorolog, Mette Zhang.