Resterne af noget, der ligner en afbrændt båd, paller og en baldret rude byder velkommen ved en gård lidt uden for Kibæk.

Synet chokerer Devabhushanam Peter Nielsen, og det går op for ham, hvordan hans lille gård på landet er blevet behandlet af en nu tidligere lejer.

»Jeg synes, det er noget forbandet svineri.«

Se Devabhushanam Peter Nielsens rundvisning på den hærgede gård i videoen over artiklen.

Devabhushanam Peter Nielsen.
Devabhushanam Peter Nielsen. Foto: Mikkel Eskelund
Vis mere

Devabhushanam Peter Nielsen har flere gange udlejet sit hus ved Kibæk syd for Herning. I december 2018 flyttede et par sammen i huset. Det skulle gå stærkt, og de fik lov til at flytte deres ting ind før tid.

De skriver under på en standard-lejekontrakt med tre måneders opsigelse, et depositum på tre måneders husleje og en måneds forudbetalt leje. Det skulle vise sig at være en dyr fejl for Devabhushanam Peter Nielsen.

Sagen viser, hvor galt det kan gå på boligmarkedet, som i nogle tilfælde kan være råddent.

B.T. har i en række historier vist, hvordan helt almindelige lejere bliver snydt for deres indskud eller bliver ofre for en mangelfuld lovgivning.

Men sagen her viser, hvordan også private udlejere kan stå tilbage som de store tabere.

Advokatfuldmægtig Jeppe Flensborg beskæftiger sig dagligt med lejeret og tvister mellem lejere og udlejere.

Ifølge ham står private udlejere ofte dårligt, hvis en lejer pludselig stopper med at betale husleje.

»Selvom udlejer nøgternt har fulgt alle formkrav og opgjort istandsættelseskrav på korrekt vis, så risikerer udlejer at stå med håret i postkassen, hvis udlejerens krav overstiger det indbetalte depositum og forudbetalte leje. For hvis lejeren ikke kan betale, så har udlejeren ingen sikkerhed for sit krav mod lejer.«

Tager man sagen i Fogedretten, så vil man kunne gøre udlæg i genstande som biler eller andre aktiver af værdi.

Men hvis lejeren ikke officielt ejer noget af værdi, så har man som udlejer begrænsede muligheder for at få sine penge tilbage:

»Man kan ikke plukke håret af en skaldet,« siger Jeppe Flensborg.

Her er trappen blevet skilt ad. Der er beskidt i alle rum.
Her er trappen blevet skilt ad. Der er beskidt i alle rum. Foto: Mikkel Eskelund
Vis mere

Hos Devabhushanam Peter Nielsen gik der heller ikke længe, før der begyndte at være gnidninger ved lejemålet i Kibæk.

»Jeg må ikke gå ind, men jeg kan jo godt se, at der ikke ligefrem er ryddeligt. Men det kan jeg jo ikke blande mig i,« forklarer Devabhushanam Peter Nielsen.

Lejen kom aldrig til tiden, men alligevel blev der betalt, når der kom rykkere.

Lige indtil den dag, pengene ikke kom. Det var i januar.

Det ligner, at huset er blevet pludselig forladt.
Det ligner, at huset er blevet pludselig forladt. Foto: Mikkel Eskelund
Vis mere

»Han siger til mig, at der er nogle problemer lige nu. Så vi aftaler, at han betaler til februar. Det gør han så heller ikke.«

Og så begyndte kommunikationen at blive mindre. En advokat blev tilkaldt, lejeren blev varskoet om, at lejemålet ville ophøre 5. marts. Men han flyttede ikke ud. Først i april lå nøglerne til Devabhushanam Peter Nielsen i postkassen.

»Og så hører jeg ikke et ord fra ham. Han svarer ikke på telefon eller sms, og jeg har ingen adresse at sende regningen til.«

Alene i husleje skylder lejeren 47.400 kroner. Omkostningerne for at få gjort rent og få udbedret skaderne er uoverskuelige. Da lejekontrakten blev indgået, fik udlejeren 23.700 kroner i depositum og en måneds forudbetalt husleje. Det dækker dog ikke Devabhushanam Peter Nielsens tab.

Alene skaderne og renovationen frygter han kan løbe op i 100.000 kroner.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Havde jeg været yngre, havde jeg nok taget et baseballbat og banket ham, til jeg fik mine penge, men det ved jeg jo godt, man ikke må.«

Devabhushanam Peter Nielsen regner med, at oprydningen og renovationen vil tage ham et par måneder.
Devabhushanam Peter Nielsen regner med, at oprydningen og renovationen vil tage ham et par måneder. Foto: Mikkel Eskelund
Vis mere

Da Devabhushanam Peter Nielsen første gang trådte ind i huset, fik han et chok. Nu er han her igen. I dag med affaldssække.

Huset ligner noget, der er blevet forladt pludselig. Mad på bordene, pizzabakker i bryggerset, en gammel dildo i soveværelset og en gildesal fyldt med hundemad og gammelt ragelse.

»Det ser ud, som om der aldrig er blevet gjort rent. Han har jo også kun taget de få ting med, der var noget værd for ham. Og så har han efterladt mig med problemet.«

B.T. har været i kontakt med den nu tidligere lejer hos Devabhushanam Peter Nielsen. Han nægter at svare på kritikken.

Devabhushanam Peter Nielsen skal nu i gang med at rydde op, rengøre og renovere det 230 kvadratmeter store hus.

Han er ikke professionel udlejer og regner med, at det vil tage ham flere måneder, før huset igen er i brugbar stand.

»Og så må vi se, hvad der skal ske. Jeg ved ikke, om det skal udlejes igen. Jeg tror, jeg sætter det til salg. Jeg er ved at være træt af det nu.«